Barbate til Gelves ved Sevilla

Kulingen gjorde, at vi kom til at ligge i Barbate i en uges tid. Diverse besejlingsguider og folk vi har mødt har alle samstemmende været enige om, at Barbate ikke er noget at komme efter. Takket være kulingen var der stort set ingen liv på havnen, og området omkring havde samme charme og byggestil som det gamle DDR. Ydermere lå der uanede mængder plastikaffald og flød rundt omkring i havnen. Vi fjernede det værste bare omkring vores egen båd, men opgav til sidst. Vi prøvede at gå en tur for ikke at sidde og glane nede på båden i flere dage i træk, men måtte returnere til båden, for ellers var vi blæst væk og havde fået sandslebet vores briller. Blæsten havde fået alt strandsandet til at lægge sig på gader og stræder omkring havnen og ovenpå hustagene. Det var morsomt at se, hvordan traktorer med grab havde travlt med at skovle sandet væk fra vejene, ligesom når vi har store snedynger om vinteren herhjemme. Nogle var bevæbnet med store spande og havde travlt med at læsse sand ned af deres tage. Blæsevejret varede dog ikke evigt, og en dag kunne vi bevæge os op i selve byen for at gå på sightseeing. Der var nu ikke meget at komme efter: en plads med en kirke, der var lukket og et rådhus lige over for. I centrum lå der dog et ret velassorteret marked – og ét lyspunkt var der da, for vi faldt ind på en café, hvor vi fik et gigantisk stykke lagkage med kaffe til for kun 2,5 Euro – under 20 kr. Vi må give erfarne sejlere ret: Barbate har ikke meget at byde på, og sejlere bruger kun havnen som et “hop” på vejen fra ét sted til et andet. Inden vi drog videre, brugte vi en del tid på at spule båd og ruder fri for sand og støv. Farvel, Barbate!

Fiskeskibe med projektører, så de kan arbejde om natten

Spændende (for os ukendte) fisk på markedet

Kaffe og kage for 2,50 euro (19 kr), så er der noget ved at gå på café!

Sand i drivevis blæser ind i fiskerihavnen

Vi sejler vores rute fra sidste år mere eller mindre “baglæns” og bruger lejligheden til at besøge et par af de steder, vi sejlede forbi sidste år, bl.a. Sancti Petri. Det er et marskområde med tydelig forskel på høj- og lavvande, hvor der ved lavvande kun bliver sejlrender tilbage, hvilket vi oplevede meget tydeligt sidste år ved Faro og Alvor. Sancti Petri er en forladt “spøgelsesby” med en havn, som lystsejlere ikke kan komme ind i. Mange både ligger for svaj, og flere af dem ser ret så forsømte ud. Vi undrede os også over, at der lå et par både på tørt land ved lavvande, og ingen hverken savner dem eller holder øje med dem. Ikke meget menneskeligt liv her – til gengæld er området en fryd for enhver ornitolog. Her vrimler det ved lavvande med alskens vadefugle, og vi fik set skestorke skovle efter guf i vandkanten.

Islote de Sancti Petri, vi sejler ind i lagunen og lægger anker

En ordentlig kummefryser på vej ind i Cádiz med 3000 oplevelseshungrende krydstogtturister

Det er tunsæson, vi flotter os med en skive. Fisken er fanget i Cádizbugten i går

Stuebirkene bliver temmelig omfangsrige

Efter et par dage for anker ved Sancti Petri, satte vi kurs mod Cádiz – igen. Sidste år lå vi i havn i nabobyen Rota og tog bussen til Cádiz, som vi gennemtrawlede på én dag. Vi var enige om, at én dag er alt for lidt til sådan en spændende, gammel kulturby. Denne gang gik vi i havn i selve Cádiz. Det er dejligt at have god tid til at indsuge stemningen i de forskellige kvarterer i byen, sidde på en café og bare betragte folk, som haster forbi. På et tidspunkt talte vi om, at vi på vores første tur i 2014 havde hastet af sted for at se og opleve en masse – vi var jo “sultne”. Dermed gik vi glip af at kunne fordybe os i de steder, vi kom til. Nu har vi slet ikke samme hastværk. Vores oplevelser bliver ikke bedre af, at vi får set så meget som muligt. Det vigtigste er, at vi oplever og sanser, og at indtrykkene når at bundfælde sig. Cádiz er destination for flere krydstogtskibe, og fra vores havneplads kunne vi se den ene store kummefryser med oplevelseshungrende mennesker efter den anden ankomme og sejle væk igen efter blot én dags ophold. Gad vide, hvor meget disse besøgende når at få ind under huden af en by som Cádiz eller alle de andre steder, som de også anløber undervejs?
Cádiz er et glimrende udgangspunkt for udflugter, og vi fandt ud af, at der sejler en færge herfra til Puerto de Santa Maria – en by, der ligger ved floden Guadalete. Byen ligger i “sherrytrekanten” og er kendt for sine mange sherryhuse (omtrent et på hver gadehjørne) bl.a. Osbourne. Omegnen her er også “tyrefægtningens vugge”. En af byens seværdigheder er Plaza de Toros, en tyrefægterarena med plads til 15.000 mennesker. Flot arena som turisterne kan komme ind på – man er dog tilbøjelig til at se sig over skulderen for at sikre sig, at der ikke lige kommer en olm tyr gungrende! Til tyrefægterarenaen er der tilknyttet et lille museum, hvor et par af de berømte toreadorers dragter er udstillet. På væggene hænger fotos af ældre, berømte toreadorer, som nærmest er shinet op som glamourøse Hollywood-stjerner i bedste 1930-stil! I tidens løb har der været meget diskussion omkring tyrefægtning. EU og et hav af dyreværnsorganisationer er ustandseligt inde over, og EU-støtten til tyrefægtning har været omdiskuteret. Spanske bønder rundt omkring avler stadigvæk tyre til tyrefægtning. Vi kørte gennem flere områder, hvor påfaldende mange tyrekalve lykkeligt uvidende om deres videre skæbne gik græssende rundt på de saftige græsmarker. Tyrefægtning og spaniere – her trækker man kulturarvs-kortet og det bliver hermed et ømtåleligt emne. Flere og flere spaniere er imod tyrefægtning, men mange turister forbinder Spanien med tyrefægtning – er de så med til at holde liv i den?

Domkirken i Cádiz

Frans af Assisi malet af El Greco. Hænger i Hospital de Mujeres i Cádiz.

Atriumgård i gammelt vinhandlerhus i Puerto de Santa Maria

Tyrefægterarenaen i Puerto de Santa Maria

Tyrefægterarenaen i Puerto de Santa Maria

Fem minutter i lukketid nåede vi at komme ind og se domkirken Iglesia Mayor Prioral. Kirken er dog flere steder udvendigt i en sørgelig forfatning – store dele af portaler og søjler er eroderet væk af tidens hårde tand. Vedligeholdelse er åbenbart ikke det, bysbørnene bruger flest penge på. Indvendigt er kirken udsmykket med det sædvanlige katolske glitterstads, men vi så en figur af den korsfæstede Jesus, som i sin enkelthed skræller alt denne ydre pragt af og viser, hvad det egentlig handler om. Alt i alt er Puerto de Santa Marias gamle bydel meget charmerende og så absolut en udflugt værd, men temmelig slidt.
Så nåede vi at ligge i Cádiz i ni dage og kendte efterhånden den gamle bydel ret godt.

Turistkaret foran Iglesia Mayor Prioral

Iglesia de Santo Domingo

Skt. Georg nedkæmper dragen

Udsigt fra Castillo de Santiago

På tide at komme videre til næste bestemmelsessted: Chipiona. Forinden skulle der handles ind. Leif havde fundet ud af, at supermarkedet Carrefour i byen leverer varer til folks hjem helt gratis – og “hjem” var i vores tilfælde altså ned til båden! Hvilket vi jo syntes var en vældig god idé, efter at have slæbt tunge indkøb et par kilometer hjem. Frem med den store indkøbsliste påført alle de tunge og besværlige ting, købe og betale – vupti, om aftenen ankom et par stærke gutter fra supermarkedet – og de ikke kun leverede fire store kasser med varer hen til porten til vores bro, men slæbte dem ned på pontonen ved vores båd og hjalp os sågar med at få varerne sikkert ombord!
Chipiona beskrives som en hyggelig by med flere seværdigheder. Byen ligger ved mundingen til floden Guadalquivir, der fører til byen Sevilla. Chipiona var vi i et par dage sidste år, men mærkeligt nok kunne ingen af os huske noget som helst fra hverken havnen eller byen. Efter et par ture til centrum dukkede der alligevel flere ting op i hukommelsen. Byen har et mægtigt fyrtårn, flot strandpromenade, et par fine kirker, hyggelige gågader og hvad dertil hører af caféer og souvenirbutikker, et mercado med frisk fisk, grøntsager og kød. Så begynder vi jo at se på andre ting: vi morede os lidt over at betragte vejarbejderne på en vejstrækning, som de er ved at lave om til endnu en gågade. Det kommer til at tage sin tid! Disse vejarbejdere får den gamle belægning af med hakker, skovler affaldet op i en trillebør, blander cementen på stedet i en lille cementblander og klapper cementen på plads med murskeer (ingen store maskiner og cementkanon!). Når grundlaget langt om længe er så langt, at der kan lægges fliser, står 4-5 arbejdere og betragter, at én brolægger lægger fliserne på plads. Jo, det er spansk effektivitet og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger! En fin oplevelse vi fik, var som det ofte er, ved et tilfælde: Vi kom forbi et gammelt katolsk vincooperativ – Museo del Moscatel. Her kunne man sidde udenfor i en fredfyldt gårdhave under en skyggefuld pergola af vinranker og nyde mange forskellige typer muscatel serveret i små eller store glas (de små var nærmest af vandglasstørrelse!). Hvis man kommer med sin egen flaske, kan man få den fyldt op med muscatelvin af eget valg, eller slæbe af med en 15-liters bag-in-box rødvin – hvilket måske er lidt voldsomt at tage med ned på båden …… Stemningen hos museumsgæsterne var absolut gemytlig – sikkert godt hjulpet på vej af de pænt store glas med forskelligt indhold, som de samvittighedsfuldt prøvede sig igennem. Vi nøjedes med de små glas – men det var da fristende at prøve forskellige muscatelvine når vi nu havde muligheden for det. Fornuften (sommetider en kedelig størrelse!) sagde os, at vi gerne skulle være i stand til at finde vores båd igen og også at komme sikkert ombord!

Lavvande ved Chipiona, dammene bruges til fiskeri

Fyrtårnet i Chipiona

Et museum, hvor man kan smage på tingene, ikke dårligt!

Santuario Nuestra Señora de Regla i Chipiona

Fra Chipiona er der mulighed for udflugter. Et tysk ægtepar vi mødte, anbefalede os varmt at besøge Sanlúcar de Barrameda, som kan nås med bus fra busstationen i Chipiona. Fra Sanlúcar er der tillige mulighed for at besøge Parque Nacional de Doñana, som ligger overfor byen, på den anden side af floden Guadalquivir. Sanlúcar har meget at byde på: smukke kirker, hyggelige gågader og pladser, fine gamle huse, det meste virker velholdt. Vi var bl.a. inde og se Iglesia de San Jorge og et nonnekloster, Convento de Regina Coeli. Her løb vi ind i katolsk tidebøn anført af nonner, placeret bag et gitter bagerst i kirken. Interessant at se, hvordan almindelige mennesker bruger disse kirker. Mange går lige ind fra gaden og sætter sig et øjeblik, andre slår korsets tegn for sig, bukker eller nejer foran et af de utallige billeder af Jomfru Maria og går ud igen. Ét står dog helt klart: troen har en stor plads i mange spanieres hverdagsliv. Tænk, om vores kirker herhjemme kunne stå åbne og blive brugt på samme måde!
En anden seværdighed vi besøgte i Sanlúcar var borgen Castillo de Santiago, hvor man ved at klatre op ad trapperne i tårnet får en storslået udsigt over byen og floden. Pladsen Plaza del Carildo er en smuk plads, med flotte store huse, omgivet af de smukkeste bougainvilleaer man kan forestille sig. Desværre er pladsen også spækket med diverse caféer og overrendt af alskens plattenslagere. Den ene store gågade i byen hedder Calle Ancha (Anders And = Kalle Anka på svensk), og det fik vi os et billigt grin over!

Vores chauffør på turen rundt i Doñana

Vi kører rundt på sandede spor i en Unimog

Fiskerbåd på Rio Guadalquivir

Slot fra maurisk tid, som nu er rådhus i Sanlúcar

Vi undersøgte muligheden for at besøge naturparken Parque Nacional de Doñana. Naturparkens hovedkontor ligger i en gammel nedlagt isfabrik i Sanlúcar. Her oplyste de flinke og rimeligt engelsktalende folk, at man kan komme på en 2½ times tur med dels båd på floden, dels med jeep rundt i naturparken. Sådan en tur bestilte vi til et par dage senere. Vores tur startede 10.15 og vi skulle være ved pontonen ved færgen i Sanlúcar kl. 10. Fruen (som er admiralen når vi er på land) havde tjekket buskøreplanen i Chipiona, og med bussen kl. 9.00 havde vi god tid til at nå derhen. Da vi nåede busholdepladsen, viste et ekstra tjek på køreplanen, at bussen var skam var kørt kl. 8.30, og at næste kørte kl. 9.30. Sådan går det, når man er skråsikker og ikke tjekker en ekstra gang! Med vores hidtidige erfaringer med spanske busser, chaufførernes afslappede holdning til køreplaner og fruens nervesystem blev løsningen, at vi tog en taxa til Sanlúcar, hvilket ikke blev voldsomt meget dyrere end busbilletten – endda med tid til en kop kaffe på en café inden afgang. Turen blev en god oplevelse med både sejlturen på floden og køreturen i jeeps i det meget varierede landskab i naturparken. Først kørte vi igennem pinjeskov, så et stykke på sandstrand for at ende i et klitområde, hvor vi blev sluppet løs for at strække ben. Vejene bestod nærmest af sandspor, og vi blev rystet godt igennem. Vores chauffør talte kun spansk, men vi forstod dog så meget spansk, at vi kunne forstå hvad det var, når han pegede på en flok flamingoer eller storke, der fløj rundt og en vildsvinemor, som med vekslende held forsøgte at holde sin flok af grislinger samlet!
Efter knap 14 dage i Chipiona og omegn, var det tid til at komme videre og sejle til Gelves ved Sevilla, hvor vi skulle efterlade båden for at flyve hjem. Det var lidt spændende at skulle sejle op ad floden Guadalquivir, for flere besejlingsguider og folk, vi talte med, gav udtryk for, at floden var ualmindelig kedelig og ensformig at sejle op ad. 52 sømil op mod Sevilla, som skal klares på én hel lang dags sejlads p.g.a. tidevandet, med fladt og kedeligt landskab og stort set ingen muligheder for at ligge for anker. Det kom dog ikke helt til at holde stik. Vi havde talt med en dansker, som på vores søkort viste os et godt sted at ligge for anker – lige over for byen Bonanza i nærheden af Sanlúcar, ved nationalparken. Vi sejlede 6-7 sømil op ad floden og lagde os for anker – et dejligt sted, med fred og ro. Vi blev enige om, at på vejen tilbage skal vi da helt bestemt ligge for anker her igen og komme i land for at gå tur i nationalparken.

Mystiske fiskerbåde på Rio Guadalquivir. De ser ikke ud til at kunne sejle

Hele kolonier af storkereder

Selvfølgelig møder vi denne kolos på flodens smalleste sted

Dagen efter måtte vi tidligt af sted for at udnytte tidevandet – og sejladsen op ad floden blev en positiv overraskelse. Masser af fugle at se på, store kolonier med træer, hvor der var etagebyggeri for både storke og skestorke. Godt nok er landskabet fladt og der er ingen småbyer og bebyggelser eller mange mærkelige både for svaj, man sejler forbi, som vi sidste år så på floden Guadiana mellem Portugal og Spanien – dette her er agerbrugsland. Vi stødte dog på flere større både inden vi kom til Gelves. På det smalleste besejlingsbare sted på floden, hvor der lå en del både for svaj og tillige ragede et stort betonelement ud i floden, mødte vi et megastort containerskib sejlende i retning imod os. Ihukommende reglen om, at størst kører først, måtte Leif holde vores båd stille i floden (svært i medstrøm) indtil klepperten havde passeret os. Efter denne episode åndede vi lettet op, og da vi ankom til Gelves, lagde vi os ved anløbsbroen nede ved floden, uden for marinaen. Hvilket vi blev glade for de par dage vi lå dér, før vi fløj hjem. For nu begyndte den spanske sommer at vise sig på termometret: temperaturen kom ikke under 31°C nede i kahytten, og der var endnu varmere oppe i cockpittet. Heldigvis er der mere luft og skygge ved anløbsbroen end inde i selve havnen, som nærmest kan betegnes som en kæmpe wok. Gelves er en lille by uden nævneværdige seværdigheder (bortset fra en velassorteret Aldi), så der kommer ikke mange turister. Marinaen her er rimelig i pris, hvilket ikke er helt ligegyldigt, når vi skal have båden liggende dér i tre måneder.
Vi bliver hjemme i seks uger, og anden del af vores togt starter 9. juli. Når vi kommer tilbage til Gelves, er det meningen, at vi leger turister i en lejet bil en uges tid, bruger en uges tid på at se Sevilla og en uges tid på at klargøre båden til vores videre færd. Den 1. august flyver vi fra Sevilla til Azorerne, hvor vi holder ferie sammen med Jakob, Annfríð og de søde små børnebørn i 14 dage i august i det hus, de har lejet på øen Terceira.
Vi var spændt på, hvordan hele denne del af togtet ville forløbe, Iris’ hjerteproblemer og angst taget i betragtning. Heldigvis gik det godt – det ser ud til, at ablationen har en vis effekt, angsten er der stadigvæk, men der arbejdes på sagen og det går langsomt fremad. Så vi er da fortrøstningsfulde for anden del af vores togt senere på året.

Start på togt 2017 – goddag igen til Gibraltar

Det var uvist, om vi overhovedet kom af sted på togt i år, da Iris har døjet med hjerteproblemer under hele sidste års togt. Da vi kom hjem i oktober, blev det til konsultationer på Rigshospitalet, hvilket den 1. marts endte med en såkaldt ablation. Et indgreb, hvor lægerne fører elektroder gennem lysken op i hjertet og med radiobølger “brænder” de elektriske baner over, som sender forkerte impulser til hjertet med arytmier til følge. Alt foregår ambulant, så patienten kommer hjem samme dag. Slutresultatet kan man dog først vurdere endeligt om to-tre måneder. Psykologtimer for den angst, Iris oparbejdede gennem forløbet sidste år med arytmier, blev det også til. Så ud over at se børn, børnebørn og øvrig familie, blev tiden hjemme også brugt på helbredsmæssig genopretning.
Men det hele faldt så meget på plads, at Iris havde mod på at tage til Spanien, som vi ankom til 24. marts. Planen er at tage hjem igen 24. maj p.g.a. familiebegivenheder og flyve retur til Spanien 9. juli. Vores oprindelige plan var at sejle båden til Madeira og Azorerne i april-maj, men disse planer ændrede vi. Det er nok bedst at tage den lidt med ro i år, ovenpå Iris’ forløb. Madeira og Azorerne ligger der såmænd nok også til næste år. I stedet lå vi i La Línea i tre uger, hvor den første uge gik med at køre rundt og lege turister i en lejet bil. Vi har planer om resten af togtet at sejle rundt på Algarvekysten igen, ligesom sidste år. I august skal vi holde ferie på Azorerne med vores søn, svigerdatter og børnebørn, og det var jo meningen, at vi skulle have sejlet båden derhen. Det bliver ankomst til Azorerne med en flyver fra Sevilla i stedet for. Vi vil efterlade Grace i Sevilla, mens vi er hjemme og på Azorerne, og så må vi se, om båden også kommer til at overvintre dér.
Dejligt at komme ned til båden igen og se at alt er vel – og specielt at værftet har skiftet rulleforstagene som aftalt i efteråret. Også hyggeligt gensyn med vores nabo Richard og hans hund Pirata (Pirat – den har kun ét øje), der ligesom sidste år ivrigt forsvarede sit og sin herres territorium.
Når man har lejet bil for en uge og skal nå at se det hele i Andalusien, får man travlt. I erkendelse heraf spildte vi ikke tiden, og allerede dagen efter ankomsten var vores første mål for turisme byen Ronda. Meget særpræget by p.g.a. sin beliggenhed. Den er en af Spaniens ældste og har været et islamisk kulturcentrum i hine tider. Byen deles i to af en 120 meter dyb kløft, hvori floden Guadalevín løber. Broen Puente Nuevo som blev færdigbygget i 1751, er byens mest berømte bro og et imponerende bygningsværk. Byen rummer også Spaniens ældste tyrefægterarena fra 1785 , Plaza de Toros de Ronda. Der var meget at se, men byen er også præget af, at der kommer mange turister, så der var det sædvanlige løben-spidsrod i alt turistgøglet.

Puente Nuevo i Ronda

To kaffe tak. Og så hænger lageret af spegeskinke lige i loftet på caféen.

Sådan ser en korkeg ud, når den ikke er blevet “skrællet”

Korkege, hvor barken er høstet

I hele området dyrker man korkeg, og store arealer dækket af træer har barken skrællet delvist af træerne. Hvordan korkegs-avlerne ved, hvor meget de kan skrælle af træerne uden at skade dem, har vi til gode at finde ud af.
Næste besøg gjaldt Tarifa, som er den sydligste by på det kontinentale Europa og så tæt på Afrika, at man nærmest kan røre ved Marokko. Af gode grunde er Tarifa et mekka for windsurfere og andre vind-yndere, da området har blæst af kulings-styrke (som regel fra øst) ca. 300 dage om året! Man mener at byen er grundlagt af fønikerne. Den har været under maurisk indflydelse i århundreder, hvilket tydeligt ses i den gamle bydel med krinkelkrogede gader, hvide huse og toppede brosten. Efter at have trasket fødderne ømme i Tarifa, kørte vi vestover og endte i en lille by, El Lentiscal, som er en rigtig søvnig landsby baseret på ferieboliger og et par caféer. Vi beundrede den store strand, som blev flittigt brugt af vindsurfere.

Den mauriske indflydelse er tydelig i mange byer, her Tarife, det sydligste punkt på fastlandseuropa

Der kitesurfes ivrigt i den hårde vind ved Tarife

Figenkaktus vokser i hele krat

Udsigt mod Atlasbjergene i Marocco fra El Lentiscal

En af dagene kørte vi bare ud i det blå, uden egentligt at planlægge et mål, og endte i byen Jimena de la Frontera – en af de utallige små, hvide bjerglandsbyer, også beliggende i korkegs-området. På vejen derhen så vi snesevis af storkereder – med storke! Vi tog i bar begejstring mange billeder af noget, som vi synes er så typisk dansk. Senere talte vi med en ornitolog som kunne fortælle os, at spanierne slet ikke er så betagede af alle disse storke. Nogle af storkene har nemlig specialiseret sig i at rode i affald og skraldebøtter inde omkring byerne, så de har det samme lidt blakkede ry som duer og skader derhjemme!

Storkene er ikke kræsne med, hvor de bygger rede

Ojén nær Malaga, en af mange smukke hvide landsbyer i bjergene

Antequera er en større by, som vi besøgte på vej mod Granada. Byen ligger højt oppe, og fra den gamle muslimske Alcazaba-fæstning øverst oppe var der en betagende udsigt over området.
Granada med Alhambra havde vi planlagt at bruge et par dage på, så vi bestilte hotel på lykke og fromme. Det viste sig, at hotellet er et ombygget stenhus fra 1600-tallet og ligger lige nedenfor Alhambra, i det gamle kvarter Albayzin. Det var umuligt at købe billetter for at komme ind og se herlighederne inde i paladserne i Alhambra – det skulle vi have bestilt uger i forvejen. I stedet stred vi os op til paladset og beså det udvendige, man kunne komme til at se uden billetter, hvilket også var imponerende nok i sig selv. Vi har ikke stamina til at bese sådanne seværdigheder mere end et par timer alligevel. Senere gik vi op til et udsigtspunkt Mirador de San Nicolas, hvorfra der var en betagende udsigt lige over til Alhambra. Samt et leben med caféer og alskens plattenslagere! Den gamle bydel Albayzin var en stor oplevelse med krogede brostensbelagte gader, restauranter og butikker med lædervarer og masser af maurisk inspireret tingeltangel!

Alhambra, Palacio de Carlos V

Alhambra, Iglesia de Santa Maria de la Alhambra

Alhambra, rigt udsmykket alterparti i Santa Maria kirken

Alhambra, den klassiske udsigt fra San Nicolas, Sierra Nevada som smukt bagtæppe

Vores sidste dag med lejet bil gik til et område i nærheden – Castillo de Castellar, en gammel arabisk borg, som i 1970’erne blev besat af rige tyske hippier. De omdannede den forfaldne borg til hotel, og den oprindelige landsby inden for borgmuren blev omdannet til kunstnerområde, hvor disse hippier – nu op i årene og let genkendelige – stadig bor og har værksteder. De oprindelige landsbybeboere inde i borgområdet flyttede til en nyopført landsby 10 kilometer derfra – noget af en historie! Borgen ligger utroligt smukt, alt ånder fred og idyl. Her mødte vi et par ornitologer, der var i gang med at fotografere lille tårnfalk, en slægtning til vores hjemlige tårnfalk, og som lever og yngler i Nordafrika og altså også her, hvor flere par bruger huller i borgens mure som redehuller. Lille tårnfalk er en adræt flyver og ikke sådan lige at fange med kameraet, men vi fik da et par brugbare skud ud af umagen. Hippierne driver en økologisk restaurant, som vi dog ikke frekventerede – dyrt og ikke særligt lokalt inspireret mad. I stedet faldt vi ind i en lokal en af slagsen i landsbyområdet nedenfor borgen.

Olvera, smukt beliggende med kirke og castillo på toppen

Castillo de Castellar

Lille tårnfalk fanget i luften over Castillo de Castellar

Castillo de Castellar

Efter en begivenhedsrig og udmattende uge afleverede vi bilen, og stiftede nye venskaber: John og Jackie i deres stålbåd Misty i “vores” havn i La Línea. Det blev til hyggestunder med middage og snak – sommetider møder man folk, man bare “klikker” med!

Jackie og John fra “Misty”

Gibraltar, udsigt fra svævebanen

En af mange makakaber på Gribraltars klippe

Kanonstilling inde i Gibraltars “Great Siege Tunnels”

Naturligvis måtte vi også besøge Gibraltar – og det endda i to omgange. Den ene gang besøgte vi The Upper Rock – naturreservatet. Op på toppen med svævebanen – desværre var det en diset dag, så udsigten til Atlasbjergene i Marokko manglede. Vi havde hørt meget om de specielle haleløse makak-aber der lever i vilde bestande oppe i naturreservatet. De kan optræde ret aggressivt og provokerende – vi måtte endelig ikke have noget spiseligt med i rygsækkene! Men denne dag var de ret så fredelige, de må have været fodret godt i forvejen. Hvis man tror, at Gibraltar-klippen er én stor massiv klippe, tager man fejl. Briterne benyttede den spanske arvefølgekrig til at erobre Gibraltar fra spanierne. Spanierne prøvede senere ved belejring af klippen i 1779-83 at gøre briterne møre, og derfor gennemhullede briterne Gibraltars klipper på kryds og tværs for at forstærke området med kanoner. Vi gik hele vejen ned fra toppen ind til byen, så var vores kræfter brugt og vores fødder ømme. At lege turist i Gibraltar by blev det til et par dage efter, og det er morsomt at se, hvor gennem-britisk byen er. Røde telefonbokse, gadeskilte, butiksfacader, restauranter med fish & chips og kidneypie, ale og lagerøl i stride strømme – man føler sig henført til en mindre, britisk provinsby! Vagtskiftet ved The Convent er også et skuespil i britisk hang til ceremonier. Man passerer grænsen med paskontrol og hele pibetøjet hver vej – så det er lidt af en tålmodighedsprøve at komme frem og tilbage. Hver dag farter der endda masser af mennesker frem og tilbage, der henholdsvis arbejder i La Línea og i Gibraltar!

Nej, det er ikke London, men Gibraltar

Meget britisk stil

Vagtafløsning udenfor The Convent, unge mænd med stenansigter står og råber kommandoer ind i ansigtet på hinanden

Omsider – efter tre uger i La Línea, slap vi fortøjningerne og sejlede til Barbate. Det blev vores første sejltur i år og en med meget varieret sejlads: lige fra motorsejlads til kuling og stagvending, rebning af sejl ude ved Tarifa, til magssejlads til Barbate. Det var lige den rigtige dag i mandags – for nu ligger vi i kuling her Barbate og kommer til at ligge her i flere dage. Vind op til 25 m/s i stødene synes vi ikke rigtigt om at tage ud i – vi er ikke sportssejlere!

Farvel til Algarvekysten og goddag igen til Spanien.

I vores sidste blogindlæg i august havde vi taget afsked med børn og børnebørn. Det kan være svært at rive sig løs fra et sted, hvor vi har ligget godt og længe, og Alvor var da svær at komme væk fra. Nu havde vi også fået gode venner som John og Francesca at sige farvel til. Jakob, vores søn, havde taget billeder af Grace og John’s båd Temptation med sin drone. Ikke hver dag, at en sejler kan få fotos af sin båd set fra luften!

Vores oprindelige plan var at sejle til Vilamoura, som skulle være en “ferieby” bygget op omkring en stor, ny marina. Det frarådede Francesca os og vi sejlede til Albufeira i stedet for. Det er en typisk Algarvekyst by: ny flot marina, omkranset af højhuse med ferielejligheder, caféer, restauranter og hvad hjertet ellers begærer af underholdning og larm. Selve byen lå lidt væk, men bestod i hovedtræk af en kæmpestor strand med masser af badegæster på den ene side af hovedgaden og den gamle bykerne på den anden. Bykernen var fyldt med turistfælder af værste skuffe: den ene restaurant og souvenirbutik afløste den anden – for slet ikke at tale om alle boderne med turistskrammel på selve gaderne. Turister i alle afskygninger og farveskalaer fra de kridhvide til de krebserøde blev gelejdet ind i restauranterne af restauratører, der behændigt som en edderkop i sit net, indfangede deres ofre. Efter kort tid fik vi nok og returnerede til marinaen – dér var dog mere fredeligt end inde i byen. Her mødte vi en tysk sejler, der var nødsaget at sejle til Vilamoura for at få ordnet et problem med sin båd. Hvis Albuferia var slem, var Vilamoura ifølge ham endnu værre: her er der linet op til fest og farver, disko og ballade døgnet rundt. Han lagde til i marinaen for at opsøge sejlmageren, men da han kort tid efter kom tilbage, lå der en regning fra havnekontoret lydende på 18 Euro.  Havde han ligget der mere end fire timer, kostede det havnepenge for et helt døgn, ca. 38 Euro!

Turistrestaurant i Albufeira serverer paella i mængder

Ankerpladsen ved Culatra

Culatra – landsbymiljø

Muslingegravere ud for Olhao

Vi forlod Albufeira og satte kursen østover mod Faro og Olhao – som er et område lignende det omkring Alvor: tidevandsområde med øer, revler og en kringlet indsejling til de to byer. Ved lavvande ændrer vandområderne karakter: fra at være ét stort sammenhængende havområde til store områder med sandrevler og tidevandsrender. Også her gravede de lokale beboere på livet løs i sandrevlerne for at få fat i muslinger lige så snart tidevandet tillod det.

Der er kun en småbådshavn i Faro og havnen i Olhao er privatejet, så der er kun mulighed for en sejlbåd at ligge for anker i sejlrenden ud for dem. Vi havde læst om et par småøer, der ligger som en “sandbarriere” ud mod Atlanterhavet og som skærmer byerne og vandområdet på den anden side mod havets dønninger. På  øen Ilha de Culatra ligger en lille by, som har en fiskerihavn og en afdanket færge, der sejler til Olhao. Der lå mange både for anker ud for Ilha de Culatra, men på trods af det, virkede området ikke på nogen måde overrendt. Vi tog dingen ind til havnen og gik på opdagelse i byen. Da vi gik rundt på øen, bagte solen ned fra en skyfri himmel. Gik man “planken ud” – d.v.s. fra den ene smalle ende af øen til den anden via dels flisegange, dels træbelægninger, endte man på den mest fantastiske badestrand direkte ud til Atlanterhavet. Øen har et specielt miljø: det hele er sand og atter sand, fortovene består af en stribe fliser, og der er ingen biler. Husene er små og lave, omgivet af bougainvilleaer og andre smukke blomster. Forbløffende mange små “vandhuller” rundt omkring med afslappede lokale, der nød et glas vin eller en øl i den bagende varme, meget pittoresk alt sammen. Kigger man udelukkende på husene og gaderne, er man ude af stand til at stedfæste, hvor man befinder sig: det kan lige så godt være en lille landsby i Thailand, som det kan være på Kreta. Hele miljøet er så fjernt fra Algavekystens flitterstads, som det overhovedet kan være. Et sted faldt vi ind og spiste frokost – ingen forstod ét ord engelsk, men vores bestilling gik dog igennem med tegn og fagter. Det var sjovt at sidde og betragte mennesker – her er dejligt få turister og vi fik en sjælden lejlighed til at se de lokale gå uforstyrret rundt i deres eget miljø.

Indkøbsmulighederne er yderst begrænsede: en lillebitte landhandel. Vi ville købe et brød, men det var skam ikke bare lige sådan: de to ældre damer i butikken studerede først brødudvalget i montren, dernæst gennemgik de minutiøst dagens håndskrevne brødbestillingsliste, før de afgjorde, at vi ikke kom til at tage brødet ud af munden på nogen, så ja – vi kunne godt købe et brød. Vores gryende utålmodighed blev efterhånden afløst af morskab over komikken i situationen ……

Færgeturen til Olhao er et kapital for sig. Den rustne forhenværende bilfærge sejler flere gange om dagen mellem Culatra og Olhao. På vejen til Olhao fra Culatra er første stop en anden lille by på øen, før den ad kringlede sejlrender finder vej til Olhao. På vejen tilbage sejler færgen direkte til Culatra og bagefter til den anden by, så der kan være op til 20 min. forskel på ud- og hjemturen. Når man lægger ind til byen Olhao, møder ens øje to store flotte røde bygninger, som er byens markedsplads. Her er et kæmpe udvalg af alt hvad hjertet begærer af grønt, kød og fisk, caféer rundt omkring, gademarked med boder og hvad der ellers hører sig til af liv og glade dage.

Blæksprutter for enhver smag på markedet i Olhao

Ældre morlil, som sælger oliven og figner

Imponerende kirke i Olhao

Typisk overpyntet katolsk kirkeinteriør

En bus forbinder Olhao og Faro, som er hovedbyen i området, og den tog vi naturligvis. Faro har en hyggelig og meget velholdt gammel bykerne, som vi gik tur i. En af seværdighederne er et kapel Capela Dos Ossos, som er bygget af knogler og kranier af over 1.000 munke – dette skulle minde de beskuende om den menneskelige dødelighed. Efter at have gået rundt i Faro, blev vi enige om, at nu havde vi efterhånden set middelalder-bykerner nok. Problemet med at sejle rundt her på Algarvekysten i juli-august er varmen – forstå det eller ej, varmehungrende nordboere! Det eneste sted der er til at opholde sig i, er langs kysten. Så snart man vender næsen længere ind i landet, bliver det endnu varmere! Når temperaturen nede om læ i båden ikke er til at banke ned under 35°C og skipper bliver nødt til at sove oppe i cockpittet for ikke at smelte til tigersmør – ja så er det altså varmt nok!

Capela Dos Ossos i Faro – bygget med knogler fra 1000 afdøde munke

Udsigt fra Faro ud over den lavvandede lagune

Fortovsrestaurant ved Faros bymur

“Senatet” af ældre mænd, som udveksler synspunkter over en drink

Efterhånden havde vi arbejdet os så langt østover, at vi nærmede os floden Guadiana, som danner grænsen mellem Portugal og Spanien. Vores uundværlige besejlingsguide anfører, at det er muligt at sejle ca 25 sømil op ad floden, og at denne flodsejlads skulle være et dejligt afbræk fra turistmiljøet omkring Algarvekysten. Der ligger to byer lige inden for indsejlingen til floden: Ayamonte på den spanske side og Vila Real de Santo Antonio på den portugisiske. Santo Antonio ligger lidt udsat for tidevandet, og skulle ifølge guiden også være mere turistet end  Ayamonte, så valget faldt på sidstnævnte. Det viste sig at være en hyggelig lille by med en helt anden afslappet stemning, og hvor vi til vores glæde kom godt i snak med flere andre sejlere. Dette havde været lidt sparsomt i de havne, vi indtil nu havde ligget i. Vi kom i snak med en englænder, som varmt anbefalede os at sejle op ad floden. Han kom over på vores båd og gav os uvurderlige staldtips om, hvor der var godt at ankre og hvad der var at tage sig i agt for på flodsejladsen. Der blev studeret Imrays besejlingsguide og sat krydser og skrevet kommentarer til den store guldmedalje. En af tip’sene var en ankerplads, når man sejlede nordpå ca 20 sømil op ad floden og forbi byerne Alcoutim og Sanlucar (på hhv den portugisiske og spanske side af floden). Her ved tre eucalyptustræer på den portugisiske side skulle der være den bedste ankerplads på hele floden! Sådanne staldtips er guld værd for sejlere, der ikke kender det område de begiver sig ud i – og vi var da flittige til at give  både englænderens og vores egne med tiden opnåede erfaringer videre til andre, der som vi begav sig ud på “hvide pletter på søkortet”! For øvrigt er englænderen og hans kones historie lidt tankevækkende: en typisk “hvor-kan-de-sagtens-historie” –  og dog. De trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet tidligt, realiserede en gammel drøm om at bo i Spanien og overtog et ferielejlighedskompleks med seks lejligheder i et guldrandet turistområde. De stod selv for det hele: administration, udlejning, rengøring, og boede selv i en af lejlighederne. Men med tiden gik det op for dem, at det er hårdt arbejde døgnet rundt, ja året rundt. Blandt mange andre gøremål ud over at stå på pinde for forkælede feriegæster, skulle de gøre 18 toiletter rene HVER DAG og rengøre en ferielejlighed til kunder, der måske blot ville bo der én weekend. Nu havde de fået NOK og var ved at afhænde hele butikken. De havde købt en gammel båd og ville prøve næste drøm af … Vi genmødte et ungt par med en lille dreng på et år, vi havde mødt dem på Ilha Culatra. De var nu på vej jorden rundt men var strandet her i Ayamonte for at vente på en reservedel til deres båd. De ville da også bruge ventetiden til at sejle et par dage op ad floden. Et tysk par fik vi også hilst på, som også var på vej op ad floden.

Nu var det vores tur – og vi var da spændte på vores første rigtige flodsejlads. Vi lå for anker lidt ude i floden, nord for Ayamonte, for at være fri af tidevandet. Her, da vi endelig skulle af sted, fik vi den første regnbyge i flere uger – oven i købet en heftig en af slagsen, så det var en lidt voldsom start. Vejret blev dog flot og sejladsen op ad floden spændende. Her lå både for anker i alle mulige afskygninger – nogle så ud som om de var groet fast til flodbunden, nogle lignede gipsy-både, mens andre var yderst velholdte. Det ser ud som om man her kan oplagre sin båd i årevis uden indblanding fra nogen som helst myndighed eller skrotningsfirmaer…

For anker på Rio Guadiana

Udsigt over Rio Guadiana

Sanlucar i Spanien set fra Alcoutim i Portugal

Smalle gyder, hvide huse og blomstrende bougainvillea

Vi fandt “vores” eucalyptustræer – og ja, det var en fantastisk ankerplads. Kun et par enkelte både, der passerede i løbet af dagen. Som på en helt anden planet i forhold til Algarvekysten! Freden og roen nød vi i fulde drag. Vi lå ved en lille biflod Ribeiro do Vascao, som danner grænsen mellem Algarvekysten og næste distrikt nordpå, Alentejo. En af dagene foretog vi en lille ekspedition op ad bifloden med dingen. Fantastisk natur, og Leif så isfugle. Desværre måtte vi vende om, da det blev lige lavvandet og stenet nok til at vi turde fortsætte. I stedet landede vi dingen ved foden af eucalyptustræerne og gik i land, hvilket ikke var nemt, da der var tæt bevoksning og mudder at forcere. Det lykkedes dog, og vi forsøgte at gå tur ad en smal fåresti, der blev ufremkommelig. Vi havde spottet en sti tæt på, som viste sig at være en fin grusvej, hvor man kunne gå en tur op i det bakkede landskab. Vi fortsatte traveturen opad et godt stykke tid og fik en storslået udsigt over floden Guardiana og bifloden. Heroppe fra kunne man se, at grusvejene fortsatte overalt op over bakkerne, så vi kunne have fortsat vores vandring alt det, vi orkede.

Vel tilbage på Grace opdagede vi en båd, der baksede frem og tilbage i deres forsøg på at lægge anker, og Leif tøffede hen til dem for at se, om der var noget galt. Det viste sig at være vores nye tyske bekendte fra Ayamonte, som havde fået øje på os og forsøgte at lægge anker – men vi havde tilsyneladende fundet “smørhullet”. De forsvandt senere på dagen længere sydpå i et nyt forsøg på at lægge anker, dog ikke uden at have været en tur ombord på Grace til en kop øl og en snak!

Den spanske side af floden så lokkende ud. Her havde vi fået øje på noget, der lignede en organiseret travesti, men det var umuligt at finde oplysninger om det på internettet. Det skulle vise sig en endnu større udfordring at komme i land her: Iris sank i til knæene i blødt sugende mudder. Til sidst fandt vi dog et lille sted, hvor der hang et reb og hvor der lå ganske få sten. Ved at lege akrobat var det muligt at komme i land uden at blive suget ned i sumpen. Her åbenbarede sig en dejlig vandresti, som vi fulgte et godt stykke. Denne sti viste sig at være et led i et stort vandrestisystem, som fortsætter langs floden. Men vores gummibåd lignede noget, der var løgn, da vi kom tilbage til Grace – og mudderet var vanskeligt at vaske af benene!

Efter et par dage i disse fredfyldte og smukke omgivelser vendte vi næsen sydpå igen til de to byer Alcoutim og Sanlucar. Vi havde på vejen nordpå observeret, at man kan ligge for anker lige udfor de to byer eller lægge til ved en ponton. Andre sejlere havde anbefalet Alcoutim på den portugisiske side som den mest hyggelige by, og vi var så heldige at der var ledige pladser ved pontonen. Sjovt at ligge i et grænseområde med to forskellige tidszoner: der er én times forskel mellem spansk og portugisisk tid, og kirkeklokkerne bimlede med én times forskel dagen lang. Det må være lidt besynderligt nytårsaften! Respektfuldt nok, bimlede klokkerne med 5 minutters forsinkelse, så det hele ikke endte i én stor bimlesuppe!

Igen fik vi nye sejlervenner. Et tysk par, Moni og hendes mand, havde ligget i Alcoutim i mange uger i deres Aphrodite 40 med det gode navn “Svea”. De kæmpede med en uvillig bådmotor, og mekanikere hænger ikke på træerne i sådan et udsted. Efterhånden var parret så kendte i lokalsamfundet, at de vidste hvad der foregik hvornår og hvor, og hvem der var hvem i den lokale sladder. Det er jo godt at kende de lokale, og da Moni varmt anbefalede en restaurant, der grillede kyllinger hver søndag eftermiddag, troppede vi  troligt op. Fantastisk at se de lokale, aldrende grillmestre hygge sig i røg og damp med at grille utrolige mængder kylling, som de overhældte med hemmelige marinader. De lokale mæske sig med det velsmagende resultat, siddende på vakkelvorne stole ved borde stående på de ujævne brosten. Moni anbefalede også en anden restaurant, der om tirsdagen grillede fisk – men da var vi allerede på vej væk!

Vores andre venner fra eucalyptustræerne, Bobby og Annette, ankom også til pontonen, så nu var vi en lille flok, der hyggede os og udvekslede historier fra de varme lande. Vores tysk blev grundigt afpudset i de dage!

En dag tog vi med dingen over på den spanske side til Sanlucar. Her ligger en købmand, hvor vi kunne foretage vores indkøb. Ud over også at være en lille hyggelig by, har byen en ponton , hvor både kan lægge til – oven i købet er der bad og toilet! På vores ponton i Alcoutim er der ingenting af den slags luksus – men vi betalte også kun 7,5 Euro for at bruge strøm og vand på broen. Købmanden i Sanlucar viste sig at være en blandet landhandel med yderst begrænset spiseligt udvalg. Hurra endnu engang for vores henkogte kød og konservesdåser!

Ved Alcoutim og Sanlucar ender ruterne for alle turbåde. En aften blev vi bedt om at rykke en bådslængde bagud, for næste morgen skulle der arrivere en turbåd af de større. Til vores overraskelse ankom næste morgen et mægtigt langt skrummel af en turbåd med det smukke navn “Belle de Cadiz”. Leif mente, at det grangiveligt lignede en af de store Rhin-hotelskibe han havde overnattet på, da han huserede på fødevaremesser i sit arbejdsliv! Hvilket den lokale havnefoged bekræftede: det er en ombygget Rhinbåd, der nu sejler turister rundt i området omkring Cadiz og grænsefloden.

Sanlucar by night

Belle de Cadiz manøvrer på plads

Grillede kyllinger på fortovet

Alting får jo en ende, og vi sejlede fra den hyggelige Alcoutim retur til Ayamonte. Nu måtte vi for alvor til at overveje, hvor vi ville overlade båden for vinteren. Der var ikke lang sejlads herfra til floden Guadalquivir, som fører til byen Sevilla. Mange sejlere bruger Sevillas marinaer som overvintringssted for deres både. Desværre siges sejladsen op ad floden til Sevilla at være 55 kedelige sømil uden mange seværdigheder eller muligheder for ankring. Det samme gælder naturligvis også den anden vej, når man skal ned ad floden. Alt i alt får man ca. 3-4 dages småkedelig transportsejlads for at komme til Sevilla og senere ud i Atlanterhavet igen. Ønsker man at besøge Sevilla, er der andre muligheder for at komme derhen, for fra de fleste byer ved Algarvekysten går der tog eller bus. Hvis vi sejlede til Sevilla nu, ville det også betyde en snarlig afslutning på vores togt for i år. Muligheden for at sejle videre til Gibraltar og forlænge turen begyndte at tage form. Yderligere har vores ven Frank sin båd liggende i La Línea på den spanske side lige nord for Gibraltar. Hans båd har også ligget i Sevilla. Det var derfor nærliggende at rådføre os med ham om, hvilken havn, der var bedst at overvintre i. Og ikke mindst – hvilket bådværft kunne levere et godt stykke arbejde, for vi har jo to forstag, der står for udskiftning. Konklusionen blev, at begge steder har fordele og ulemper! Dog hældede vi mere og mere til Gibraltar: dels ville vi slippe for de to kedelige flodsejladser, dels kunne vi forlænge vores sejlads med yderligere 100 sømil. Havnen i La Línea er ifølge Frank et godt sted, og han har nu for andet år i træk sin båd liggende dér. Han og Lone ville for øvrigt tage til La Línea fra 18. oktober og en uge frem på en lille efterårsferie. Det er i øvrigt lidt sjovt med Frank og Lone, for Lone er Leifs bror’s ekskone og Frank hendes kæreste, og de er inkarnerede sejlere begge to. Heldigvis har vi et fint venskab med dem begge, så det var da oplagt at benytte os af muligheden til at møde dem i La Línea. Vi bestilte flybilletter hjem til den 21. oktober, for så kunne vi lige nå at få et par dage sammen.

Efter Ayamonte mellemlandede vi i Isla Cristina og Chipiona, som der ikke er ret meget at fortælle om. Næste step, hvor der var mulighed for at se noget nyt og spændende, var området omkring Rota og Cadiz. Området her er kendt som “sherrytrekanten” – hvilket ikke gør området mindre interessant, og man skal som rejsende sætte sig ind i den lokale kultur og stedets produkter!

Vi lagde til i marinaen i Rota og fandt ud af, at byen dannede et glimrende udgangspunkt for udflugter til Cadiz og El Puerto de Santa Maria, som ligger ved indsejlingen til Rio Guadalete. Der er mange sherryhuse at besøge i El Puerto de Santa Maria og en lille marina, men den er besværlig at komme ind i p.g.a. tidevandet. Byerne kan i stedet nemt nås med bus fra Rota.

Rota er en hyggelig by, som bærer tydeligt præg af sine mauriske aner. Det ses i den gamle bydel: snævre krinkelkrogede gader, små, hvide huse med maurisk inspirerede vinduespartier. Men også åbne, store flotte pladser, hvor vi flere gange sad og nød et glas hvidvin på en af de utallige caféer, mens vi betragtede de lokales liv og færden. Her var der ikke mange turister. Da vi på turistkontoret spurgte om busforbindelser til El Puerto de Santa Maria, hvor vi ville besøge sherryhuse, mente den flinke dame, at vi i stedet skulle vælge byen Jerez de la Frontera. Her ligger sherryhuset Gonzales-Byass, som er kendt for deres Tio Pepe-mærke. Det er jo dumt ikke at følge eksperters gode råd, så vi tog en bus dertil. Det var et kæmpe foretagende, hvor vi fik en glimrende rundvisning og en anstrengende sherrysmagning (med tapas), hvor vi måtte smage os gennem fem forskellige sherryer. Vi vidste ikke, at der fandtes så mange forskellige typer sherry, og vi fik et indgående kendskab til den såkaldte solera-metode, hvor vinen flyttes og blandes efterhånden som den modner. Desværre forbinder vi herhjemme sherry med vores erindringer om onkel-tante-fester med et sødt fluidum til desserten, men det er slet ikke retfærdigt!

Sherrytrekanten er kendt for andet end de flydende varer: hestedressur og flamencodans. Så til vores forbavselse var der i flere af sherryhusene indbygget et hesteshow til rundvisning og smagning.

Sherryfade hos Gonzalez Byass

Cadiz

Fra Rota kan man komme til Cadiz med hurtigfærge – færgen var dog aflyst, så der var indsat (langomme) busser i stedet for. Cadiz er formodentligt den ældste by i Europa, arkæologer mener at fønikerne befandt sig i området allerede omkring 800 år f. Kristi Fødsel. Cadiz ligger strategisk godt, og Columbus brugte byen som base for et par af sine Amerika-togter. På et tidspunkt udgik en stor del af den spanske handel med Amerika herfra. Siden gik det ned ad bakke med byen da den mistede sin betydning som handelscentrum, men nu kommer redningen i form af en voksende turistindustri. For Cadiz er meget turistet – det må vi indrømme. Horder af turistbusser væltede ind i en lind strøm. Byen blev en fin oplevelse alligevel, da vi godt kan lide at gå rundt og bevæge os uden for den gængse turiststrøms hærgende ruter. Flere kvarterer i den gamle bydel har deres eget særpræg, f.eks. Barrio de la Vina, som oprindeligt var en vingård og senere blev beboelseskvarter for fiskere. Til vores overraskelse fandt vi et museum, der fremviser et gammelt romersk amfiteater, som så meget andet blev fundet ved et tilfælde og derefter udgravet af begejstrede arkæologer.

Efter en uges tid i Rota, besluttede vi os for at vende næsen østover mod Gibraltar. Det gjaldt om at finde det rette vejrvindue, og som vejrprognoserne så ud, ville det blive østenvind så langt øjet rakte – bortset fra lørdag-søndag. Vi besluttede os for at sejle fra Rota til Barbate, hvor vi kun lå i havn én nat. Herefter rundede vi Tarifa, som rent geografisk er Spaniens og fastlandseuropas sydligste punkt. Her ved Tarifa læste vi os til,  at vinden er af kulingstyrke, oftest fra øst, 250 dage om året, og stedet er et paradis for windsurfere. Man kan godt ligge for anker ved Isla de Tarifa, hvor der går en odde fra fastlandet ud til øen, men hvor sjovt ville det være at ligge blæst inde dér i over en uge? Det er en mærkelig fornemmelse at sejle forbi så tæt på Afrika og næsten kunne røre ved Marokko og Atlasbjergene! Her fra Tarifa er der kun ca. 20 sømil til Marokko, og vores mobiltelefoner koblede på nettet i Marokko – ikke så godt, det koster!

Efter en fin tur, hvor vi rundede hjørnet Tarifa uden kuling! – sejlede vi ind i  La Línea de la Conception, en spansk by lige nord for det britiske Gibraltar. En stor og ny marina, hvor der ligger både fra mange lande. Her mødes sejlere, på vej ind  eller ud af  Middelhavet, på vej mod Madeira eller på vej alle mulige steder ud i verden – en sand smeltedigel af “folk undervejs”. Fra vores bådeplads har vi en glimrende udsigt til Gibraltarklippen – lidt underligt, at der i gangafstand ligger et stykke land, der er mere britisk end selv briterne kan drømme om. Også underligt bare at vade ind over start- og landingsbanen på den britiske flyveplads for at komme ind i Gibraltar, efter at være blevet tjekket i paskontrollen. Specielt når man tænker på, hvor meget de hårdt prøvede passagerer normalt skal tjekkes for overhovedet at blive lukket ind i de hellige haller i en lufthavn.

Gibraltar, “The Rock”, og minsandten en dansk båd, oven i købet fra vores klub Sejlklubben København

Leif tog kontakt med bådværftet for at få et prisoverslag på de to nye rulleforstag, vi vil have sat på båden. Igen må vi konstatere, at den spanske måde at anskue tidsplaner og aftaler også her rummer megen tålmodighed og “mañana’er”. Vi ankom til i La Línea tidligere end forventet, så vi havde tre uger inden vi skulle flyve hjem den 21. oktober. Noget af den “overskydende tid” havde vi regnet med at leje en bil og køre rundt for at opleve Andalusien fra landsiden – men hold op, hvor tiden går med bådprojekter og lave aftaler med de respektive bådfolk! Så vi har Andalusien fra landsiden til gode. Til gengæld kender Leif efterhånden bådværftet og chandlery’et i La Línea ganske godt. Og det samme gælder  dem i Gibraltar – for meget bådtilbehør er væsentligt billigere i Gibraltar fordi man sparer momsen, hvis de da husker at trække den ud af regningen ……… Et andet kapitel er benzin- og dieselpriserne. Vi tøffede Grace over til Gibraltar for at fylde på – 240 liter til 3,50 kr./literen, så vores besparelse i forhold til prisen i La Línea er ca. 1.000 kr. Ret hyggeligt – pengene er dog på forhånd brugt! Vi synes, at vi havde hældt meget diesel på, men Leif fik en snak med fyren, der hjalp ham med at tanke op. Jo forleden dag var der en stor motorbåd, der tankede 40.000 liter!

I La Línea stødte vi på mange unge mennesker, der søgte en gasteplads – gerne til Caribien og andre eksotiske steder. Opslag med billeder og lovprisninger af egne sejlererfaringer og -evner hang overalt. Håbefulde unge, der søger en velvillig bådejer, som lige står og mangler en gast eller to over Atlanten, Stillehavet eller hvor drømmeturen nu går til. Sjovt nok var mange af gasteaspiranterne polakker. Vi talte om, at den unge generation polakker jo er vant til at kunne rejse, hvorhen de vil og kender ikke til som deres forældre, at være spærret inde mod deres vilje under et diktatorisk regime. Vi oplevede dog også, at nogle sejlere var lidt “lorne” ved disse opsøgende gaster, af skræk for narkotika. Om denne betænkelighed er berettiget eller ej, står hen i det uvisse.

Også her i La Línea fik vi nye venner. Richard, en yngre engelsk fyr i nabobåden, hvis vagtsomme hund nidkært og højrøstet udøvede sine bevogtningsopgaver, gav os uvurderlige tips om, hvordan tingene fungerer her i La Línea og Gibraltar. Han overvintrer i sin båd og lovede at holde øje med Grace. En anden englænder i en stor motorbåd lidt længere henne af broen lovede også at holde øje. Det er dejligt, at have “local eyes” til at holde øje med sin båd, mens man er væk!

Så var der Otti og Rossi, et dejligt helt-nede-på-jorden tysk ægtepar i deres 40 år gamle, men velholdte Halberg Rassy  35. Leif komplimenterede dem for deres flotte båd, så dem kom vi godt i snak med og tilbragte gode stunder med at dele god vin og tapas. De har sejlet rundt i Middelhavet i 10 år og var på vej vestover for at overvintre med deres båd i Lagos i Portugal. Her kunne vi give dem et par enkelte staldtips!

Alt i alt tilbragte vi tre dejlige uger i La Línea. Dog intet paradis uden en slange: Iris’ problemer med hjertet fortsatte. Ifølge Rigshospitalet ufarlige arytmier, men generende og psykisk belastende. En dag fik vi en forskrækkelse: vi havde været ude at handle og slæbte indkøb som så mange gange før, da Iris pludselig blev dårlig: svimmel og tårnhøj puls. Leif fik Iris ned at ligge på fortovet, for hun var ved at falde besvimet om. Dér lå Iris, mens pulsen ræsede derudaf. Hvad gør man rent konkret i en sådan situation på et fremmed sted? Der kom enkelte for at spørge, om de kunne hjælpe. Efter ½ time gik anfaldet over, og vi gik lettere fortumlet ned til båden. Iris sendte dagen efter en aflæsning af sin ICD (pacemaker som også kan give stød) til Rigshospitalet. Vi har en aflæser med, som via mobilnettet kan sende aflæsninger af, hvad ICD’en har udrettet. Kort tid efter ringede en læge fra Rigshospitalet – de kunne se, at ICD’en gentagne gange havde været inde og “pace”, altså givet elektriske impulser for at få hjerterytmen ned. Vi skulle dog intet foretage os, hvis der ikke kom flere episoder, men tage kontakt til Rigshospitalet, når vi kom hjem. Naturligvis lagde denne oplevelse oven i de andre en skygge over turen. Vi nød dog vores togt og alle oplevelserne i fulde drag.

Lone og Frank arriverede til La Línea og deres Malou, som vi jo havde “holdt øje med” siden vi ankom. Vi tilbragte et par hyggelige dage sammen med god snak og samvær. De ledte os hen til gode spisesteder, som vi ikke selv havde fundet uden deres lokalkendskab. Malou har ligget her et par sæsoner, og Lone og Frank har flere gange brugt båden som base for småferier her i det spanske. Vi gik sammen hen til det lokale Mercado, og i forbindelse med dette ligger der en lille hyggelig, lokal tapasrestaurant, og det var en god oplevelse. Desværre fik Lone og Frank ikke det bedste vejr i den uges tid de opholdt sig i La Línea – efteråret havde holdt sit indtog.

Efterhånden fik vi gjort Grace så meget klar, at vi kunne tage hjem til Danmark. De tre uger, hvor vi troede at  have masser af tid, var bare væk! Vi fløj fra Malaga og kørte med bus dertil fra La Línea – en tur på tre timer. Køreturen gik langs solkysten gennem de kendte turistbyer Marbella, Fuengirola og Torremolinos, som er proppet med hoteller, time-share-lejlighedskomplekser, souvenirbutikker, restauranter, skandinaviske, tyske, engelske og hvad-har-vi ejendomsmæglere, der tilbyder lejligheder til mere eller mindre pengestærke, men solhungrende udlændinge. Middelhavet er næsten ikke til at få øje på for tårnhøje hoteller og store indhegnede huse helt ned til vandkanten. Dette er paradis for de turister vi så bevæge sig rundt i gaderne, men ville være helvede for os!

Vi kom hjem i god ro og orden, og når dette læses, har vi været hjemme en måneds tid. Tiden her er også fløjet – vi har jo ½ år at indhente med at være sammen med vores børn, dikke børnebørn, være sammen med familie og venner, gense vores brødre og søstre i kirken samt en bunke praktiske hængepartier. Vi har boet dobbelt så lang tid på båden som her i vores lejlighed på Amager.

Jo, det er to forskellige liv: det at være på langfart med sanserne åbne for nye oplevelser og møde med nye mennesker, og så det at være hjemme sammen med vores dejlige familie og venner. Hver dag nyder vi udsigten fra vores lejlighed: hver eneste solopgang og solnedgang er et fantastisk sceneri, udspillet lige for vores undrende øjne – og forestillingen er forskellig hver gang!

Flybilletterne er bestilt: den 24. marts flyver vi tilbage til Spanien, og denne gang skal vi have lejet en bil for at se Spanien fra landsiden. Derefter er den foreløbige plan at sejle til Madeira og Azorerne. Vi har dog fået tid til en konsultation hos en hjertelæge på Rigshospitalet i januar……

Algarvekysten – og familiebesøg

Advarsel: dette blogindlæg kan indeholde spor af stof om børnebørn og kan hos visse overfølsomme personer skabe kraftige allergiske reaktioner …………..

Den portugisiske Algarvekyst er om noget kendt for sine uendelige, lækre sandstrande, masser af sol, lunt badevand og lave leveomkostninger. Det er imidlertid også blevet en slags forbandelse – for hvor der kan plantes ét hotel, har man bygget to. Turistindustrien med hvad hermed følger viser mange steder sit grimme ansigt. På den anden side har den portugisiske økonomi brug for alle de Euro, den kan tjene på turismen, og fiskeriet er for længe siden holdt op med at være et hovederhverv. Arbejdsløsheden er tårnhøj, specielt blandt de unge. Når vi går rundt her i byerne, ser vi en helt anden levestandard, end vi er vant til derhjemme. Forfaldne huse i bybilledet, nedslidte folk, utroligt mange mennesker – også unge – har tænder som ligner enhver dansk tandlæges mareridt! Vi ser mange gamle mennesker, der stadig arbejder eller går til hånde, pensionen er næppe på samme niveau som i Danmark.

Endelig oprandt den 1. august, hvor vores søn Jakob, svigerdatter Annfríð og børnebørnene Noa på 27 måneder og Elias på fem måneder ankom til Portugal for at holde ferie sammen med os gamle. De var fløjet til Sevilla i Spanien og havde lejet bil dér. Det er væsentligt billigere end at leje bil her i Portugal. Til gengæld havde de glæde af den lange køretur på næsten tre timer med to trætte smårollinger på bagsædet ……

For flere måneder siden havde de via en portugisisk hjemmeside lejet et hus i Budens, en lille by ca 10 km. vest for Lagos. Det er jo altid en satsning: er det en brandtomt eller et paradis, man kommer til? Heldigvis var huset i sidstnævnte kategori: et dejligt stort hus på 120 m², med rigeligt plads til os alle sammen. Der var to soveværelser og badeværelser beliggende i hver sin ende af huset, hyggelig stue og køkken, et par gode terrasser, dejlig stor grund, frit beliggende på en bakke, ingen naboer. Eneste ulempe med terrasserne: om aftenen var der masser af myg, og både Leif og Annfríð virkede som myggemagneter!

Kitesurfere i massevis i den beskyttede lagune ved Alvor.

Kig ind i lagunen ved Alvor fra en af de store sækmoler, som beskytter indsejlingen.

Udsigt fra tagterassen på huset ved Budens.

Ferieboligen ved Budens.

Da vi skulle bo sammen med de unge mennesker i huset alle 14 dage, var det jo dejligt, at båden kunne ligge for anker i Alvor – og det helt gratis. Vi havde fået et “tilbud” fra lystbådehavnen i Lagos for at ligge der i 14 dage: 3.500 kr.! Yderligere var vi jo et par heldige kartofler, for i Peniche havde vi mødt John og Francesca, som sejler rundt i Johns båd Temptation. Dem stødte vi på igen her i Alvor, og de tilbød at se efter vores båd, imens vi hyggede os med børn og børnebørn. Oven i købet tilbød John at fragte Leif ind til pontonen, så vores gummibåd kunne ligge på Grace for at hun kunne se “beboet” ud. Og skulle vi tilbage igen, kunne vi bare give besked! Vi har da også hygget os sammen med dem over lidt hvidvin og et par middage. Det er jo lidt sjovt med John og Francesca – han er en ældre englænder og hun oprindeligt italiener, nu bosat i England. De sejler sammen i hans båd. Tænk, de har hastet gennem de galisiske ria’er uden at se ret meget for bare at komme herned til Algarvekysten og varmen i en fart – og nu tilbringer John det meste af tiden på båden eller på sejlklubbens café på strandpromenaden, og Francesca steger på stranden hele dagen – hver dag!

Imponerende, at Jakob og Annfríð havde energi nok til at hente os i Alvor om aftenen efter ankomst og indlogering i huset. Det var dejligt at kunne være sammen med dem og de små døgnet rundt i 14 dage. Vi havde været hjemmefra i 3 1/2 måned, og der var sket meget både i Noa og Elias’ udvikling. Nu kunne vi kommunikere med Noa – han var da i hvert fald i høj grad i stand til at udtrykke sine ønsker om, hvad han ville, og specielt om, hvad han IKKE ville! Som dagene gik, forstod vi også hans “sprog” – han har sine egne ord for mangt og meget. Elias er en lille glad sprællemand, som i løbet af ferien lærte at rulle rundt til begge sider, så nu skulle vi jo være forsigtige med at lægge ham på en madras på gulvet. Pludseligt befandt han sig et helt andet sted! Vi gamle havde bevidst ikke fremkommet med ønsker eller andre forslag til aktiviteter andet end at det måtte være 100% på de unges præmisser. Derfor blev det til enkelte ture sammen i bilen rundt i området, og til mange ture til stranden. Jakob havde fundet en meget børnevenlig strand her i Alvor, bagved den ene breakwater-mole: lækkert sand, lavvandet og lunt vand. Her tilbragte den lille familie adskillige timer med at nyde strand, sand, vand og sol. Noa er en rigtig lille vandhund – han kan næsten ikke vente med at rive bleen af i en fart og storme ud i vandet, så hurtigt som hans små ben kan bære ham!

Farfar hygger på stranden med Noa og Elias.

Søskendekærlighed!

Bade er godt, bade meget er meget godt!

Elias er en glad lille dreng.

Jakob havde hørt meget om en kork-by, som var kendt for sine korkprodukter: Sao Bras do Alportel.  Men ud over at der var en meget hyggelig gammel bydel at gå rundt i, var der nu ikke meget kork at se. Kork-museet eksisterede ikke længere, og et lagersalg med korkproduktion viste sig at være en lille butik med eksklusive og derfor dyre designervarer såsom korkstøvler, korktasker, korkparaplyer – ikke en eneste ærlig brugsting som en simpel korkbordskåner!

En af turene gik til Capo Sao Vicente – Europas sydvestligste del. Vi har efterhånden været der et par gange, men udsigten er jo lige flot hver gang!

For at der også skulle være noget for de små, tog vi vil Krazy World i Algos. Det er et rigtigt familievenligt sted med kombineret vandland, minigolf og zoo, og vi havde en hyggelig dag. Standarden var dog ikke helt, som vi er vant til derhjemme. F.eks. synes vi, at glasvæggen ind til den løsgående alligator var temmelig tynd …

Igen havde Jakob fundet et sted at besøge: en naturpark vestpå “Parque Natural do Sudoeste Alentejano e Costa Vicentina”. Det viste sig at være en naturpark, der dækker et stort område med både klitlandskab og en del af Atlanterhavet. Flot sted, med en super strand for surfere – men også for almindelige badende. Vi fandt et område, hvor Noa og andre småbørn hyggede sig gevaldigt både med sand og med vand. Noa fik scoret sig en lille veninde og specielt hendes mor – han kan altså noget med damer! Det var svært at løsrive sig og køre hjem til huset!

Med to rollinger bliver en bytur til et udstyrsstykke.

Travetur i naturen ved huset.

To guldklumper!

Godt at sidde på fars ryg – et par minutter.

På vejene havde vi set store reklameskilte om “verdens største sandfestival” i Péra – sandskulpturer med temaet “musik”. Det var en god oplevelse, imponerende hvad sandkunstnerne fra hele verden kan skabe i sand. Vi synes godt nok at det var mærkeligt, at disse skulpturer kan blive stående fra april og i hele udstillingens længde til oktober – havde de overhældt skulpturerne med lim? Godt nok bliver skulpturerne ikke skyllet væk i regnvejr her i den bagende sol – men det blæser da en del fra tid til anden. Annfríð fik svaret fra en ansat: sandet, kunstnerne anvender, er meget lerholdigt. Det bliver “støbt” til blokke, som presses og stables, herefter formes blokkene til disse fantastiske figurer. Leret i sandet og sammenpresningen bevirker, at figurerne er holdbare. Meeen, der var enkelte figurer, der havde svært ved at holde på formerne! Vi gamle var enige om, at dette her blev Noa da nok hurtigt træt af at se på, men hvad er en sandfestival uden en sandkasse for de små? – selvfølgeligt havde de det, og det blev nok det største hit hos Noa! Og en enkelt is blev det også til.

Der blev også tid til bare at være i huset og slappe af. Man behøver ikke nødvendigvis at fare land og rige rundt for at opleve så meget som muligt. Småbørnsfamilier har behov for bare at slappe af og lade op – og det har småbørnenes bedsteforældre altså også! Det var fantastisk at være så tæt på de små og nyde dem i fulde drag. “Tanke op med børnebørn” indtil vi drager nordpå til Danmark igen. Men det er også hårdt! Vi måtte et par gange “melde fra” til strandture og blive hjemme og slappe af i huset. Til gengæld var der måske tændt op i grillen til den lille børnefamilie kom retur til huset, eller opvasken var klaret …..

Farmor hygger med Elias.

Sandskulpturer i massevis.

14 dage går bare som at knipse med fingrene – pludselig skulle de hjem igen! Det er jo ikke et farvel, men et “på gensyn” – dog er det hårdt at tage afsked med dem alligevel! De fire måneder, der er gået, fra vi tog hjemmefra til de unge tog hjem igen, er den længste tid, vi endnu har været væk hjemmefra. Både Georg og Tina’s (Leif’s bror og hustru) og Jakob og Annfríð og de små’s besøg hjalp på savnet af dem derhjemme og gav os et kæmpe mentalt løft. I det hele taget er kontakten til dem derhjemme vigtig, og det er fantastisk opmuntrende og et dejligt afbræk at få besøg hjemmefra. Jakob, Annfríð, Noa og Elias’ besøg kan vi leve højt på længe – og det er ikke ret mange hundrede billeder, vi har fået taget på de 14 dage!

Retur til båden – “hverdag” igen. Lidt tomt i starten uden Noa, der hver morgen kom stormende ind og hoppede i vores seng for at sige godmorgen til os. Eller Elias, der lå i sin hjemmelavede stofvugge hængende oppe under loftet og kom med muntre kluk-lyde og bare var i perlehumør. Jakob, Annfríð og os, der fik en halv formiddag til at gå med morgenmaden. Cikadernes sang i træerne omkring huset. Nu er vi os selv igen! Egentligt er det nu som at komme ind i anden fase af vores togt i år. Fra vi tog af sted hjemmefra, til vi landede her, har det været med det mål dels at opleve de vestlige galisiske ria’er og nå herned til Algarvekysten til en bestemt dato. Nu, hvor vores familie er taget hjem, har vi faktisk ikke nogen tidsplan at gå efter, blot en løs plan om at efterlade båden i Sevilla og tage hjem til Danmark engang i oktober.

Alvor er en lille perle med  ca. 6.000 indbyggere. Hyggeligt gammelt bycentrum med velholdte huse og gågader. Et par af de sædvanlige “restaurationsgader” afvekslende med souvenirbutikker. Byen ligger inde i et floddeltaområde, hvor der er markant forskel på høj- og lavvande. Ved lavvande er der revler meget langt ud, og man kan kun sejle ind til byen via en snoet rende. Da vi i et par dage lå for anker lige inden for dækmolen, kunne det ved lavvande se ud, som om bådene sejlede ind til byen direkte ovenpå sandet. Først i 1999 blev der bygget moler ude ved indsejlingen. Godt nok er her ingen lystbådehavn, men i højsæsonen ligger der mange både for anker i bugten. Der er mange turister i byen, specielt engelske. På strandpromenaden forefindes utallige boder med diverse tilbud om cruises til dit og dat med turbåde, og om dagen er der da en del både, der sejler ud fra turbåds-pontonen. Her føles dog ikke overrendt, og her er usædvanligt fredeligt om aftenen. Nu har vi ligget her en måned, og det er lige før, vi er groet fast. Rent faktisk er der nogle både her i bugten, der ser ud som om de er groet fast til havbunden, med lidt sære “fastliggere” ……

Vi har været på sightseeing med bus. Men dels er Alvor ikke verdens navle rent trafikalt, dels er de portugisiske køreplaner ikke til at finde rundt i på internettet. Iris har måttet opgive efter at have brugt timer på at finde ud af, hvordan vi kunne komme fra Alvor til Lagos. Løsningen blev at opsøge Turistinformationen, hvor den flinke dame allerede havde en køreplan klar til os, knap før vi kunne nå at udtale, hvor vi ønskede at rejse hen.

Det blev en fin tur til Silves, som er en køn lille by ca. 20 km. nordpå. Den rummer Algarves største borg. Borgen ligger strategisk rigtigt øverst oppe på byens ellers godt kuperede gader. Silves har en blodig historie: var maurernes hovedstad, blev erobret af de kristne korsriddere og taget tilbage af maurerne, generobret af korsridderne i 1249. Ødelagt af det store jordskælv i 1755, som ramte Lissabon, men også Alentejo, Algarve, Sydvestspanien og Marokko. Nu om dage er det turisme og landbrug, der udgør byens hovedindtægter. Der løb et middelaldermarked af stablen i løbet af ugen, men heldigvis var de fleste boder lukkede, da vi besøgte byen i dagtimerne. Så vi slap for middelalder-gedemarkedet a’la det, vi overværede sidste år, da vi lå i La Coruna i Galicien i Spanien. Ret beset er det, som boderne sælger ved disse middelaldermarkeder, samme skrammel overalt!

Byporten i Silves.

De var godt nok store, de korsriddere!

Fæstningen i Silves.

Udsigt over floden fra fæstningens top i Silves.

Flotte brolæggerarbejder pryder byerne, her en ottearmet blæksprutte.

Lagos var målet for vores næste tur. Også en by med en spændende historie: Henrik Søfareren havde sin gang og udførte forretninger her. Byen tjente tykt og blev rig på slavehandel, krydderier og elfenben – hvilket jo ikke ligefrem er glorværdigt set med nutidens øjne! Lagos var Algaves hovedstad indtil  jordskælvet i 1755 satte en stopper for byens betydning. Nu til dags er her hyggeligt at gå rundt, man ser maurisk indflydelse mange steder på husene i den gamle bydel, som ligger inden for den gamle bymur. Vi kan godt lide at sidde på en café og bare glo på folk – der er godt nok mange forskellige udgaver af homo sapiens til! Det er også sjovt at spotte alle de nyankomne turister: de er enten kridhvide endnu eller opkogte, krebserøde og svedende.

Sidste tur indtil videre gik til Portimao, som er Algarves næststørste by. Her ligger nogle af de mest populære strande, bl. a. Praia de la Rocha. Vi fik begivet os lidt ud i udkanten af byen, før vi fandt ind til centrum. Dette viste sig at være interessant. Her så vi kvarterer med gamle små charmerende rækkehuse, hvor de ældre sad på en stol udenfor huset og betragtede livets gang på vejen. Et andet sted faldt vi over flere træer med modne figner og bagved denne herlighed gemte der sig faldefærdige rækkehuse med blikskure, fritgående høns og støvede grusveje imellem – omgivet af højhuse og et par byggekraner i faretruende nærhed. Det er nok bare et spørgsmål om tid, før det hele bliver til en gang murbrokker i fremskridtets navn og højhusene vinder. Det så nu ikke ud til at være de øverste samfundsklasser, som beboede disse huse … Portimao har gode handelsgader, men da vi nåede til “det gamle kvarter”, var det et temmeligt nedslående syn. Fine, gamle huse med kakler på murene stod i ynkeligt forfald. Et par steder var man i fuld gang med at opføre betonbyggeri midt imellem nogle af disse smukke huse, der kunne være blevet rene perler, hvis man renoverede dem. Generelt var der mange forfaldne huse at se i Portimao. Også nyere beboelseshuse, som skulle være vedligeholdt før det blev til renoveringsprojekter. Men det er nok et spørgsmål om penge, igen!

Nu tror vi, at vi har set hvad vi ville her i rimelig bus-radius. På søndag har vi bestemt os for at drage videre østover, nærmere Vilamoura, hvor vi for første gang i lange tider skal gå i havn.

Farvel Spanien – goddag Portugal

Blogindlæggene her fra besætningen i Grace er ikke imponerende i antal – men vi må jo have haft travlt! Efter Vilanova i Ria de Arousa “manglede” vi at besøge to ria’er: Ria de Pontevedra og Ria de Vigo. I Ria de Pontevedra er byen Pontevedra absolut værd at se. Vi tog bussen derhen, det er en fin oplevelse i sig selv at tage de stedlige busser, se landskabet og betragte de lokale. Pontevedras gamle bydel minder på mange måder om Santiago de Compostella. Naturligvis besøgte vi også et “vineri”, hvor de laver en herlig frisk, perlende hvidvin som kendetegner området: Albarino. Vi blev vist rundt og fik gode smagsprøver på deres produkter. Det endte selvfølgeligt med, at vi købte et par flasker med “hjem” til båden – gad vide, om de er ved at være for gamle? – Albarino skal drikkes ung, inden for tre måneder! Vi lå for anker ud for byen Combarro, en charmerende by med en gammel bykerne, nyttehaver overalt og vinmarker i bogstaveligste forstand helt ned til vandkanten. I Combarro hørte vi, at den lokale kirke skulle fejre Corpus Christi –  Kristi Legemsfest, en gudstjeneste som afsluttes med en procession gennem byen med kirkens Monstrans (en liturgisk beholder, som indeholder de indviede oblater som bruges til nadveren). Vi overværede derfor en katolsk gudstjeneste, hvor de unge konfirmander skiftedes – med større eller mindre held – til at læse op af Bibelen under gudstjenesten. Pigerne klædt ud som små brude, drengene i stiveste matrostøj! Efter gudstjenesten drog den gamle pater og en flok af byens prominente mænd i højtideligt optog gennem hele den gamle bydel, efterfulgt af sækkepibeorkester med stortrommer og hele musikken. Gaderne var i løbet af natten blevet blomsterudsmykket overalt på ruten. Imponerende syn, byens damer må have fået meget lidt søvn! Den stakkels gamle pater, som hjælperne i forvejen havde støttet ned af trappetrinnene fra kirken, måtte bære på den store og tunge Monstrans af ægte sølv. Senere måtte der dog yngre og stærkere kræfter til under processionen for at bære Monstransen rundt på en værdig måde. Flot og festligt var det, men så fremmedartet for vores lutheranske kirketraditioner.

300 år gammel, og still going strong, vinstokken altså!

Posten skal ud, og når gaderne er smalle, må transportmidlerne være handy.

Gaderne er dækket med fint lagte blomster og thujakviste til Corpus Christi fejringen.e

Festklædte kirkegæster følger kristi legeme rundt i byen.

Den aldrende pater bærer monstransen med kristi legeme i form af en oblat.

Her i Rio de Pontevedra konstaterede vi, at udnyttelsen af havet sker på en anden måde end i de andre ria’er, hvor der er masser af muslingefarme. Her går fiskerne ud ved skumringstid i deres småbåde, sætter garn med lys på ude i vandet og så tøffer de ellers rundt og rundt for at samle fiskenettene op. Hvad de fanger, fandt vi aldrig ud af – men det var da markant anderledes fiskeri.

Ud for Ria de Vigo ligger den lille øgruppe Illas de Cies, som er naturpark med et rigt fugleliv og fantastiske strande (med 16-18° C varmt badevand). Der ligger for øvrigt en kæmpe campingplads med plads til over 800 gæster, og turbåde sejler til og fra flere gange dagligt fra Vigo. Her skal man som sejler mærkeligt nok have tilladelse fra myndighederne for at ankre og gå i land. Langt om længe og efter at have rykket, dukkede mailen med tilladelsen op. Sjovt nok var der ingen, der kontrollerede os, da vi ankrede og gik i land, så meget for dén tilladelse! Det blev til et par fine dage og gode traveture.

Marked med friske fødevarer, her percebes (langhalse), jpmfruhummer og muslinger.

Eukalyptusskoven dufter herligt.

Smukke forårsblomster på Isles de Cies.

Udsigt fra toppen af Isles de Cies.

Next stop America!

Nu kunne vores togt nemt have stoppet her i starten af juni. Iris er hjertepatient og ICD-bærer – dvs har en pacemaker, der udover at fungere som en almindelig pacemaker også kan give “stød” – ligesom en hjertestarter (defribrillator). Tre måneder før vores afrejse skiftede Iris efter samråd med en hjertespecialist på Rigshospitalet medicin, til en anden beta-blokker (som skal modvirke uregelmæssig hjerterytme og høj puls). Skiftet var gået fint. Det er otte år siden Iris sidst fik “stød” af ICD’en, men sør’me så, fem dage før afrejse, giver den et stød. Så kontakt med Rigshospitalets Pacemakerafdeling,  aftale tid til om mandagen som vi skal rejse om tirsdagen, for at lægerne kan indregulere ICD’en, besked om øget medicindosis. En værre redelighed så kort tid, før vi skal rejse. Men af sted kom vi, nu gik det jo meget godt. Dog fik Iris helt uventet mange perioder med høj puls og uregelmæssig hjerterytme, hvilket jo er ganske plagsomt og ikke helt betryggende, når vi sejler rundt i en lille sejlbåd og ligger meget for anker. Så da vi var nået til Illas de Cies, var spørgsmålet om vi skulle stoppe togtet, tage hjem og derhjemme kontakte Rigshospitalet igen. Noget måtte gøres, og det skulle gøres nu, da der fra Vigo er mulighed for at  tage et fly hjem. Da vi kom til Vigo, kontaktede vi Rigshospitalet. Heldigvis har Iris en “aflæser” med, så hun kunne sende en elektronisk aflæsning af ICD’en til Rigshospitalet. Rigshospitalet mente ikke, at hverken det stød, Iris havde fået eller de arytmier hun havde, er farlige og man kan ikke rigtigt gøre noget ved det, så der var ingen grund til at tage hjem. Desuden skulle Iris heller ikke regne med at komme til at tale med en læge på ambulatoriet sådan lige med det samme  – venteværelset er fuldt af syge patienter, som har ventet både hele og halve år for at komme til. Så vi kunne da godt tage hjem, men det var der ingen grund til, vi kunne lige så godt fortsætte vores togt. Beslutningen lå hos os selv: skulle vi vende næsen hjemover, eller fortsætte og se, hvordan det forløber? Hvordan ville det være med sådan en psykisk belastning? Efter megen snak frem og tilbage, valgte vi at fortsætte togtet. Nu går det heldigvis bedre, så det var da godt, at vi tog beslutningen om at fortsætte. Man kan tidsnok sætte sig ned i en stol og lade livet passere forbi ….

Sidste stop i Spanien var Baiona. På sejlturen herfra mod Viana do Castelo fik vi set noget som vi ikke har set før: under en bygesky kom vindmåleren op på godt 30 m/s! Leif fik bjerget fokken, da den fløj ud af halsen (altså ikke vores, men befæstigelsen nederst på forstaget på båden!), men den nåede dog at blive beskadiget. Vi sad på molen i Viana do Castelo og fik øvet os i at brodere pænt på sejldugen. En nødtørftig reparation af rulleforstaget, så fokken ikke fremover kan “løbe ud” blev det også til. Næste bådprojekt bliver udskiftning af rulleforstagene …. ja en sejler ved nok, hvad penge kan bruges til! I Baiona traf vi på en masse engelske sejlere, der deltog i ARC’en 2016 – dvs for deltagernes vedkommende turen fra Portmouth til Lagos, hvorefter de “rigtige” ARC-deltagere sejler videre derfra. Altså en slags “hygge-sejlads” for deltagere og familiemedlemmer. Mærkeligt koncept: deltagerne køber en “pakkeløsning”, hvor det hele er planlagt for dem, og der foreligger en fast datorække for, hvornår de sejler og hvorhen, uanset vejr og vind. Og det betaler de ovenikøbet en mindre formue for!

Kong Alfonso IX, en temmelig selvbevidst herre, må man tro.

Jomfru Maria undsætter de nødstedte søfolk.

Vi skal den vej – udsigt over Viana do Castelo.

Funicularen op fra Viana do Castelo.

Fokken fik et par skader, da rulleforstaget gav efter for orkanstødet.

Efter at have været af sted i over halvanden måned, med tre ugers ventetid i Sada på vores skroggennemføringer og en månedstid brugt på de galisiske ria’er, nåede vi omsider til Portugal. Vi har læst os til, at mange mener den portugisiske vestkyst er lang og ensformig, med få og kedelige havne for lystsejlere – og vi må stort set give dem ret. Derfor vil vi i beskrivelse af vestkysten koncentrere os om vores besøg i Porto og Lissabon. Dog skal den første by, vi ankom kom til i Portugal, dog nævnes: Viana do Castelo. Her så vi for første gang forskellen på byggestilen i Galicien og Portugal: hvor husfacaderne i Galicien har disse store inddækkede glasverandaer, har husene her i Portugal nærmest bare altandøre med “franske altaner.” Her i Viana do Castello gjorde vi også noget ved et irriterende problem: manglende wifi! Vi har hjemmefra et 3-abonnement “3Like Home”. Hvor vi i starten af vores sejlerliv (2014) havde fuld dataadgang konstant, har firmaet nu ændret dataadgangen til kun i 30 dage i udlandet – herefter skruer de det ned til næsten ingenting. Derfor har vi været afhængige af diverse mere eller mindre ubrugelige wifi-forbindelser når vi har været i havn, eller har jagtet rundt efter en café med wifi. Lidt irriterende, når vi gerne vil hente en vejrudsigt eller åbne vores mails, e-boks eller hvad der nu i vore moderne tider er nærmest uundværligt! Her i Viana do Castelo fandt vi en telebutik, der kunne sælge os en mobil router og et SIM-kort – nu er vi på, når det passer os. Tænk, dengang for længe siden på vores campingferier, da vi kørte rundt i bil og måtte støve rundt i en fremmed by efter en telefonboks for at ringe hjem og høre, hvordan det nu gik med dem derhjemme …

Her i Viano do Castelo tog vi en Funicula op til Monte de Santa Luzia og nød udsigten, og efter et tip fra den flinke ekspedient i telebutikken besøgte vi Gil Eannes – et hospitalsskib, som sejlede rundt i Newfoundland for at betjene fiskerbådene dér, men selvfølgeligt også virkede som forsyningsskib og meget andet. Nu er skibet indrettet som museum, og det var en god oplevelse at se det.

Så nåede vi til Porto. I stedet for at lægge os i selve Porto, valgte vi at lægge os i Leixos, ca 7 km fra Porto. Det var en decideret containerhavn med dertil manglende charme, men den lille lystbådehavn havde de faciliteter, den skulle have – og en anden fordel var, at bussen til Porto holdt lige uden for havnen! Vi havde en dejlig dag i Porto. En charmerende by med meget at se på, men også det tilhørende turistgøgl. På den anden side af Rio Douro er området Vila Nova de Gaia, hvor alle portvinsfirmaerne holder til. De giver (mod behørig betaling naturligvis!) gerne rundvisning og smagsprøver – og det skulle vi da også prøve. Da vi har været gode ambassadører i mange år for portvinsfirmaet Burmester, valgte vi at besøgte dette. Ydermere var valget ikke svært, da det var det første firma, vi stødte på, efter vi var gået over den berømte Ponte de Dom Luis, som en elev af Gustave Eiffel har konstrueret. Sjovt nok bliver portvinen ikke, som mange tror, produceret i Porto, men i Duoro-dalen. Det er i Porto, at portvinen bliver lagret i fade og tappet på flasker. Portvinssmagningen gik jo vældig – uha uha, og vi måtte sætte os ned ved en café for at sunde os ovenpå den kraftpræstation at smage sig gennem fem forskellige …. Men i stedet for at gå til venstre og hen til turistshelvedet da vi gik over broen, gik vi til højre – og kom efter hundrede meter direkte ind i en anden verden: her var det de lokale, der sad på caféerne. Vi fandt en lille café, hvor vi så mutter med forklæde komme til og fra med sine indkøb fra de lokale handlende: én gang med en pose tomater og kartofler, en anden gang med en stor plastikflaske med lokal rødvin. Vi betragtede fatter gå i gang med at hælde grillkul op i den halve olietønde-grill der stod ude på fortovet. Efterhånden havde vi siddet her så længe, at den første kop kaffe var blevet til den anden kop, så vi tænkte: hvad mon menuen er? – her kunne det da være sjovt at spise aftensmad! Den trinde mutter forklarede os storsmilende på en blanding af portugisisk og lidt engelsk, at det skam ikke var grillmad, de solgte ud af  – men familiens egen aftensmad! Så vi måtte jo tage til takke med turistmad et andet sted. Vi kunne godt have brugt mere tid i Porto, vi kunne også have tænkt os at leje en bil og oplevet Douro-dalen med alle dens vinmarker og smukke natur. Vi skulle imidlertid være i Algarvekysten til en bestemt dato, og vi ville nødig risikere at male os op i et hjørne rent tidsmæssigt.

Portvinshuse i Porto – hvor mange kan I finde?

Porto med Rio Douro og den Eifel-inspirerede bro-

Udsigt over Porto.

 

I Lissabon lagde vi os i lystbådehavnen Doca de Alcantara, som vi troede lå centralt i byen. Lystbådehavnen ligger ved en containerhavn, tæt på en larmende bro og faciliteterne er elendige, på trods af lystbådehavnens størrelse. Det viste sig også, at ville vi ind til centrum, blev vi nødt til at tage en bus/sporvogn. Lissabon er en charmerende by, men Iris’ fødder kunne stadigvæk huske byens kuperede stræder fra sidste gang, vi var her på en firmaudflugt for flere år siden! Når man kommer til Portugal, er en af tingene man skal udover at teste portvinen, også at høre fado-musik, som er en helt specielt portugisisk musikform med klagende musik og tekst, ledsaget af portugisisk 12-strenget guitar og/eller spansk guitar. I Alfama-kvarteret (oprindeligt gammelt arbejderkvarter) er der mange fado-restauranter, men Leif fandt en via nettet, hvor vi var heldige at få bord pga et afbud – det var netop den dag, Portugal spillede semi-finale i fodbold VM! Det blev en god oplevelse. Når man kommer ind i restauranten, som drives af far, mor og datter, bliver man hjerteligt bordet og bænket foran en lækker tapas-tallerken. Så er der to retter at vælge mellem: en fiske/skaldyrsanretning eller en traditionel sammenkogt svinekødsret, hertil ½ liter husets rød- eller hvidvin. Husets datter går også rundt og serverer, mange gæster bliver afvist ved døren, da man skal bestille bord flere uger i forvejen. Maden ryddes maden væk, papa sætter sig nu med sin guitar og fortæller lidt om fado’ens historie og udtryk. Ind kommer mutter – sikken en forvandling! Fra omsorgsfuld husmor og kok med forklæde til en ren diva: nu iført høje røde sko, tætsiddende sort kjole, rødt sjal og blomst i håret! Med en fantastisk sangstemme og rytme i kroppen. En lille ældre, halvskaldet og gråhåret kontorist-type med guldindfattede briller og kedeligt tøj viser sig også at være en glimrende fado-sanger og deltager i musikken. En 20-årig musiker med en enorm rastafari-frisure spiller 12-strenget portugisisk guitar og er en ren virtuos. Man kan jo heldigvis blive overrasket! Som gæst i restauranten føler man virkelig, at man sidder i værtsfolkets dagligstue og er en del af familien. Fantastisk aften – vi tog en taxa ned til båden, og den havde svært ved at komme forbi de feststemte og jublende portugisere, da Portugal havde vundet fodboldkampen!

Det blev også til en tur til Torre de Belém og Vasco da Gama Monumentet. For øvrigt virker den berømte Vasco da Gama ikke som en særlig sympatisk herre, når man læser om hans bedrifter ud over at være opdagelsesrejsende: han havde en sjælden evne til at lægge sig ud med de fleste, han kom i berøring med!

I Belém-området stødte vi på en masse Harley-Davidson motorcykler: vi havde da godt nok undret os over alle de forkromede og blankpolerede maskiner, der stod på rad og række alle vegne og over alle de farverige entusiaster, der gik rundt mellem hinanden. På forespørgsel fik vi at vide, at det her var et Harley-Davidson motorcykeltræf med over 3.000 motorcykler som deltog! Og så den klassiske advarsel når der er mange mennesker samlet: Leif opdagede, at hans rygsæk stod gabende åben tre gange – et par personer havde cirkuleret tæt op ad ham, uanset hvor vi bevægede os hen. Heldigvis var der ikke forsvundet noget fra rygsækken, men det var kun et spørgsmål om “næste gunstige øjeblik” for disse personer!

En anden god oplevelse var en tur til Sintra, som er et kuperet, skovklædt område ca. 40 minutters togtur nordpå fra Lissabon. Her morede de portugisiske konger og adelige sig med at bygge sommerslotte igennem flere hundrede år. Mange af slottene er som taget ud af en Disneyfilm eller bygget af en lagkage-createur, der er er gået amok: tårne, spir, kupler, farver, former – som et eventyr! Området er så stort, at besøgende kan komme til at gå adskillige kilometer for at se de forskellige slotte, men heldigvis har man et fint hop-on/hop-off bussystem, så de stakkels turister kan skåne deres ben. Vi måtte af tidsmæssige og slots-konditionsmæssige årsager udvælge et par enkelte at besøge, så vi valgte Palacio Nacional de Sintra fra 1500-tallet og Castelo dos Mouris, som er et imponerende gammel maurisk forsvarsværk fra 900-tallet, med en fantastisk udsigt ud over flere af de andre eventyrslotte. Sintra er forståeligt nok kommet på UNESCO’s liste over menneskehedens verdensarv. Også her kunne man sagtens bruge et par dage mere,…

Mutter på SR Fado har forvandlet sig fra servitrice til fado-diva!

Harley Davidson træf i Lissabon – de stolte ejere lufter 3000 flotte motorcykler.

Store emhætter de har i køkkenet på National Palace i Sintra.

Den mauriske fæstning knejser højt over Sintra.

Efter en uges tid i Lissabon drog vi videre på vores togt sydpå, hvor vi rundede hjørnet Capo de Sao Vicente, Europas sydvestligste hjørne. Flot og barsk sted. Et stykke af vestkysten og noget af strækningen her er guf for surfere, dykkere og vindsurfere, og det forstår man godt, når man ser de dønninger, Atlanterhavet frembyder her. Strækningen fra Capo de Sao Vicente til Lagos har ingen lystbådehavne, derfor lagde vi os for anker i den smukkeste ankerplads vi endnu har ligget på: Praia de Belixe, mellem Capo de Sao Vicente og Sagres – to odder med lodrette klippevægge. Praia de Belixe er en fantastisk og velbesøgt strand, hvor man går ned af en lang stejl trappe oppe fra vejen, som går ud til fyret på Capo de Sao Vicente. Men de par dage vi lå for anker her, forblev vi på båden: brændingen ind mod stranden er voldsom, så vi kunne nok regne ud, hvor sjovt det ville være at lande dér med vores lille gummibåd. Desværre rullede der mange dønninger ind i denne bugt, og det ikke var særligt behageligt at ligge der når båden konstant rullede. Så efter to “overnatninger” uden megen søvn sejlede vi videre til Portimao, som ligger øst for Lagos. Her sejlede vi ind på floden og lagde anker inden for indsejlingen – lystbådehavnene her på denne del af Algarvekysten er et kostbart bekendtskab.

Vi runder Capo Sao Vicente, Europas sydvestligste hjørne.

Første ankerplads på Algarvekysten.

Vi har en aftale med vores søn, svigerdatter og to børnebørn om, at de den 1. august og 14 dage frem kommer herned til Algarvekysten og besøger os. De har lejet et hus vest for Lagos, så vi har jo haft en dead-line for at komme hertil, inden de ankommer. Ydermere fik vi en deadline mere, idet Leifs bror Georg med familie også havde lejet hus her ved Lagos fra 14. juli og 10 dage frem. Det gav os dog 14 dage mindre at komme herned end vi oprindeligt havde planlagt at, men det er da dejligt når familiemedlemmer gerne vil bruge noget af deres ferie sammen med os hernede. Vi har været sammen med Georg og hans kone Tina, tvillingepigerne Anna og Ida på 8 år og storesøster Josefine med kæresten Kim, og vi har haft hyggelige dage med udflugter og overnatning i deres hus. Blandt andet så vi Cape de Sao Vicente ovenfra og badede fra den strand, hvor vi havde ligget for anker ud for. En delfin-tur stod højt på pigernes ønskeseddel, så hvorfor ikke en af dagene arrangere en “delfin-tur” med Grace? Det var lige før, at vi ikke fik set delfiner – men pludseligt fik Leif øje på adskillige turbåde, der under larm og høje råb cirklede rundt på et bestemt område. Så de måtte da have fundet delfiner! Ganske rigtigt – delfiner var der. Desværre var Anna og Ida i mellemtiden blevet søsyge. Anna fik ikke set delfinerne, men Ida fik et glimt af et par delfiner, idet hun hang ud over rælingen og kastede op lige ned i hovedet på et par af dem. Pigerne friskede heldigvis hurtigt op igen – og dagens clou var, da der “sejlede” en stor død læderskildpadde forbi båden – den lugtede ikke godt måtte de med begejstring konstatere! En familiebillet til en  arrangeret delfintur med en af turbådene koster i øvrigt 120 € for en tur på 2 timer eller 40 € pr. person – og det uden garanti for at se delfiner!

Feriebesøg fra Danmark, Laifs broder Georg med familie.

På delfintur med S/Y Grace – er der ikke noget derude?

Udekøkkenet på restaurant Isaias, der grilles sardiner og blæksprutter.

Hvordan griber man lige sådan en an?

Nu er vi sejlet til Alvor, hvor vi igen ligger for anker – der er ganske enkelt ingen lystbådehavn her. Vi satser på at kunne efterlade båd og gummibåd her, mens vi er sammen med vores søn Jakob, svigerdatter Annfríð og de to små guldklumper i deres lejede hus. Man kan altså få mange sjove ting for de 3.500 kr. i havnepenge, som det vil koste at lade båden ligge i Lagos i 14 dage.

 

 

Afgang fra Sada, hurraaaa!

Alting har en ende – en hvalfisk den har to, sang Shubidua engang i forrige århundrede. Således også vore trængsler i Sada. Nu har Grace fået fornyet alle skroggennemføringer og søventiler til TruDesign, som skulle holde stort set evigt. De gamle i messing så lidt grønne ud, og modsat bananer er det for messing ikke et tegn på umodenhed, snarere det modsatte, og vores bekymringer for bådens tæthed og sødygtighed er nu mindre end tilforn. Og sidste års behandling af bunden med Coppercoat har stået sin prøve – sådan da. Snasket var lige til at vaske af, men herefter åbenbarede der sig nogle områder, hvor belægningen bobler lidt op med dårlig vedhæftning som baggrund. For lav temperatur, for høj luftfugtighed, for korte intervaller mellem påføringerne, dårlig afrensning/affedtning af bunden – vi ved det ikke, men ikke HELT tilfredsstillende, eftersom vi er stillet i udsigt, at sådan en behandling skal være ok i 10-15 år.

Nå, i baljen kom Grace og af sted kom vi, efter at vi havde sat vores splinternye sejl på. Utroligt som nyt tekstil kan pynte på en ældre dame! Grace har nu rundet de 30 år, så hun hører ikke til de nyeste i havnene, men hun holder sig godt, kan vi hilse og sige. Men hvad, vi andre hører jo heller ikke til de yngste længere – i hvilket omfang vi holder os godt, vil vi overlade til andre at vurdere.

Under vores ophold i Sada traf vi David, en i Canada bosat englænder, som i perioder bebor sit fartøj liggende ved en bøje ud for Sada. Den noget træt udseende træskude bærer navnet Tina Husted og er faktisk oprindelig dansk. Nu ligner den noget, som vist i ejendomsmæglerannoncerne hedder: En ejendom med muligheder. Lige noget for en handymand med en for tyk tegnebog!

Tina Husted, tidligere dansk kutter

Smukke blomster – orkidé?

Måske ensian? Blå er den i hvert fald

En ode til perceben’s pris

Under vores tur, som i små etaper er gået rundt om Spaniens nordvestlige hjørne, er vi i alle de fjorde, vi har besøgt, blevet overvældet over spaniernes afhængighed af havet og dets produkter. De samler, fisker, dyrker alt, hvad der kan krybe og gå, og også en del organismer, som hverken kan det ene eller det andet. På promenaden i Corme fandt vi et monument over “percebes” med tilhørende hyldestdigt på en plade. Percebes er det spanske navn for langhalse, som netop er et eksempel på nogle, der kan hverken eller, men som til gengæld kan begejstre spanierne. De vokser i brændingszonen, hvor man med fare for liv og lemmer klatrer rundt og plukker dem af klipperne, mens atlanterhavsdønningerne bruser omkring en. Prisen for kræene er tilsvarende høj, og smagen siges at være himmelsk. Vi har endnu til gode at sætte tænderne i dem. Til gengæld har vi flere gange delikateret os med knivmuslinger, som fiskerne graver op af sandet på lavt vand. De er overraskende faste og lækre i kødet og forbavsende nok helt fri for at indeholde sand.

Knivmuslinger er en fin spise

Dødens kyst bærer sit navn med rette

Atlantdønninger på en absolut rolig dag

Smukke gamle stenhuse

Typisk kirkegård

Fra Corme spadserede vi ud til Punta do Roncudo, hvor nogle store hvide kors er opført. Kystens navn er på spansk Costa de Morte – Dødens Kyst, og det omskiftelige vejr kombineret med store dønninger fra Atlanten og masser af træske klipper langs kysten har i tidens løb gjort livet surt – eller kort – for de søfarende.

I den næste fjord promenerede vi ud til Punta da Barca (barca = båd), som har fået sit navn, fordi Jomfru Maria ifølge overleveringen her er landet i en båd af sten (roret findes skam endnu), for at bistå apostelen Jakob, som bragte kristendommen til denne afsides egn. Samme Jakobs jordiske rester er stedt til hvile i Santiago de Compostela, hvortil pilgrimme i tusindvis hvert år søger. Der findes et antal pilgrimsruter, som alle ender i Santiago, og undervejs skal pilgrimmene jo indkvarteres og forplejes, en for de byer, som ligger langs de store ruter, ganske indbringende industri. Vi så det tydeligt i Muxia, som er i en helt anden liga, end mange af de øvrige småbyer i området: Velholdte bygninger, masser af hoteller, herberger, restauranter og caféer med personale, som bemestrer indtil flere udenlandske sprog.

Toldvæsenet på besøg

Smuk bygning, som huser byens marked

Typisk bybillede fra Muros

Hvad, et grønlandsk flag??

Kirken i Muros

Slangen, som drukner i nådens vand

Fra Muxia stod vi ud på Atlanten og rundede Capo Finisterre (jordens ende), hvor romerne har opført et af de første fyrtårne i verden, og hvortil mange pilgrimme drager, når de har været i Santiago. Her afbrænder de deres udtjente sko og tøj, inden de efter veloverstået pilgrimsrejse vender hjem. Rundt hjørnet og ind i den næste fjord Ria de Muros og ligge for anker ud for byen, som har givet fjorden navn. Muros er en fin, gammel by med en velbevaret bykerne med snævre, snoede gyder mellem stenhusene, og kirken oppe på bakken huser et helt unikt vievandskar af sten: Slangen i bunden af karret symboliserer, hvordan nådens vand drukner vore synder.

I Muros så vi noget så usædvanligt på disse kanter som en sejlbåd med grønlandsk flag. Desværre fandt vi ikke besætningen, det kunne ellers have været sjovt at tale med dem. Til gengæld fik vi anledning til at konversere med myndighedspersoner, for lige med et blev vi anråbt af en toldkrydser. Det gik nu helt udramatisk, da vi viste dem papirerne fra deres kollegers kontrol af os sidste år.

Vores ankerplads ser næsten ud, som i Bohuslän på den svenske vestkyst

Viveros så langt øjet rækker

Fiskerbåd med redskab til at grave muslinger op af bunden

Fiskerbåde er ikke altid meget fornemme at se til

I skrivende stund befinder vi os i Vilanova i den største af de sydlige fjorde (Rias Baias), og for en gangs skyld er vi gået i havn. Denne fjord er mange steder helt plastret til med viveros, flydende platforme, hvor man dyrker muslinger på tov nedsænket i vandet. Man skal holde ørerne stive, når man besejler farvandet her, for dels er der viveroer alle vegne, dels farer arbejdsfartøjer ind og ud mellem platformene i halsbrækkende tempo, de skal jo passe deres arbejde. Og havnene bærer præg af, hvor indtjeningen kommer fra: Der er fartøjer af snart sagt alle størrelser, konstruktioner og vedligeholdelsesstandarder; meget malerisk, men nogle af dem ville vi nok betakke os for at stikke til søs i.

Fine, gamle træbåde, som kræver vedligeholdelse

Mylder af fiskerbåde

Ikke alle fartøjer er lige elegante

Vi har et par fjorde tilbage, inden Spanien slipper op. Derefter er det Portugal, og vi regner med at gå til Porto på en dejlig portugisernorden, som den fremherskende sommervind hedder på disse kanter.

Tilbage til Spanien

I 1959 indspillede den italienskfødte smørtenor Rocco Granata den meget populære sang “Marina, Marina, Marina”  i Belgien, hvor den blev et kæmpehit. Melodien fik hitlisteplaceringer i Europa og opnåede sågar en 31. plads på den amerikanske hitliste. Blev afspillet millioner af gange! Denne melodi har Iris dog ikke skænket mange tanker, siden hendes far i start-tresserne hørte den gentagne gange i radioen. Imidlertid er denne muntre slager så mange år senere blevet genopfrisket af Grace’s besætning – dog med en lidt ændret titel: “Mañana, mañana, mañana” ….. Forklaring følger lidt senere i denne blog.

Forårsstemning fra strandpromenaden i Sada.

Stranden ved Sada.

Så oprandt den længe ventede dato, hvor vi skulle retur til Sada og genforenes med Grace i Club Nautico. Her har de passet godt på båden vinteren over. Leif havde forhåndsbestilt dato for spuling af bund og polering af fribord på et værft ved siden af, som den gode Ana på havnekontoret havde anbefalet. Forhåndsbestillingen gik på, at vi skulle have båden op den 28. april og få foretaget de opgaver, som normalt vil kræve tid og en masse af vores kræfter.  Vi burde nok have studset lidt over, at Manuel som ejer værftet, ikke havde besvaret Leifs engelske mail, men en aftale er vel en aftale?

Ana havde instrueret marineroen om at tage godt imod os, da vi ankom til lystbådehavnen i Sada med taxa kl. 23. De må også have haft godt med blæsevejr i Sada i vinterens løb, for nogle af fortøjningerne var godt slidte, og andre havde de gode marineros udskiftet for os. Alt i alt meget betryggende havn at have sin båd til at overvintre i, storm og blæst til trods! Mindre betryggende var det, at den gode Manuel fra værftet ikke havde ladet høre fra sig, og da Leif opsøgte ham, var der ingen dato for bådoptagning reserveret!

Første tur i år – fra pontonen hen til kranen

Grace på vej op i kranen

Bunden spules. Vi dyrker søsalat og muslingeer på vores båd!

Udsigt fra vores midlertidige plads hængende i kranen.

Mens vi havde været hjemme, havde vi begge deltaget i et el-ombord-kursus arrangeret af FTLF. Underviseren gjorde meget ud af at fortælle om alle de fæle ting, som el og saltvand kan gøre ved bådens messing-søventiler – hvilket åbenbart mange både, også nye, er udstyret med. Det gav jo stof til eftertanke – for hvad er Grace’s søventiler lavet af? Søventiler af messing har en gennemsnitlig levetid på ca. 10-15 år, og vores båd er fra 1985, så det kunne jo være, at de trængte til et eftersyn? Leif kontaktede den forrige ejer, som oplyste, at han havde udskiftet ventilerne, men at han faktisk ikke vidste, hvilket materiale  de var  lavet af.

Så da vi ankom til Sada, var det derfor med beslutningen om, at nu var det tid til at få udskiftet alle søventilerne til bronze eller kunstmateriale. Leif kontaktede værftet igen, og assistenten Juan og Leif fik bladret i mange kataloger og kigget meget PC for at finde de egnede søventiler. Vi fandt dog efterhånden ud af, at den gode Juan snakkede mere end han handlede … kort og godt, der kom først lidt mere skred i tingene, da mekanikeren og Manuel selv  kom ombord på Grace og besigtigede de eksisterende søventiler. Valget faldt på TruDesign lavet af glasfiberarmeret nylon.  Samtidig bestilte vi en rulle fortøjning i hvid, en ny gummibåd og hjul hertil, samt et nyt toiletsæde. Det nuværende flækkede under skipper …… og det niver altså i måsen, når man sætter sig! Brættet tog Juan mål til, og tovværket udpegede Leif i kataloget. Det eneste, der var rigtigt i dén leverance, var gummibåd og hjul. Tovværket var i et forkert materiale (polypropylen i stedet for polyester), og brættet var af to mulige størrelser selvfølgelig den forkerte: det vi fik var beregnet til smalrøvede personer! Og fruen ville også gerne have en stepfender for at lette ombordstigningen ved tidevand …. den fik vi aldrig. Disse irriterende men trods alt harmløse fejlleverancer skulle dog vise sig at være småting i forhold til, hvad der ventede mht søventilerne …….

For det første gik der flere dage, fra beslutningen med mærke, størrelse osv blev taget, til Manuel afsendte bestillingen. Da leverancen kom, manglede naturligvis det halve af delene. Dette gik der over en uge med. Værftets arbejdsmetoder er også ugennemskuelige: vi blev lovet at komme på land “mañana” for at få skiftet søventilerne. Da vi, med naturlig mistænksomhed, om morgenen gik over på værftet for lige at sikre os, at vi ikke forgæves skulle tøffe fra vores sikre havneplads over til værftet, blev det pludseligt igen til “mañana”. Dette gik igen flere dage – sommetider var der bare ingen ovre på værftet! Eller Juan lovede at komme over på vores båd eller være på kontoret “om en time.” Enten kom han flere timer senere, eller slet ikke! Vi følte os efterhånden lidt til grin, for nu var der gået over 14 dage, hvor der absolut intet skete. Vi klagede vores nød til Ana, som fik fat i sejlklubbens præsident – en betydningsfuld mand! Åbenbart havde hans myndige ord en vis indflydelse på værftet, for pludseligt skete der noget. Men igen: vi blev stillet i udsigt, at der ville være 5-6 timers arbejde for værftet, og vi ville komme i vandet igen samme dag. Dag ét blev båden spulet og poleret, ingen start på udskiftning af søventiler. Dag to startede man så småt på søventilerne. Indtil nu har vi tre overnatninger i båden, som står på land i værftets kran. Man skulle tro, at de ønskede båden færdig hurtigst muligt, så båden ikke spærrede for brug af kranen, men det er ikke tilfældet. Til overflod har det de sidste dage regnet og været efterårsvejr, så vi har siddet i sejlklubbens klubhus det meste af dagen. Vi begynder at blive lidt frustrerede over værftets arbejdsmetoder og trækken-på-skuldrene af det hele – for nu har vi været i Sada i snart tre uger, og båden er ikke færdig endnu!

Nå, denne blog skal dog være en blog og ikke en gang brok. Der har da været dage med flot vejr, og vi forsøger at tage det med godt humør – men den dag vi stævner ud af havnen mod andre horisonter end Sadas, bliver en dejlig dag!

Nyt landgangsfartøj, det gamle var slidt op.

Figentræ fyldt med frugter, desværre umodne.

Betanzos, en af de fine kirker i flot forårsvejr.

Marked i Betanzos.

Udplantningsplanter af mange slags.

Vi har gået en fin tur langs kysten, og det var lidt spændende at se, hvordan Leifs knæ teede sig i forbindelse med turen. Han har de sidste 4-5 måneder døjet med smerter i knæet og har haft problemer med at gå lange ture. Det var vi jo kede af, da vi holder meget af lange traveture. Tilsyneladende har hans ihærdige træning og fys’ens mishandling af knæet haft en gavnlig effekt i de måneder, vi har været hjemme. Og vi tog til Betanzos igen – denne gang med den lokale bus. Vi gik rundt i kvarterer, vi ikke har været i før, og det var da lidt sjovt, da vi til frokost havnede et rigtigt lokalt sted, hvor vi ikke anede, hvad vi bestilte, og værten naturligvis ikke forstod et ord engelsk. Vi bestilte tre tapas og et par glas hvidvin. Rigtigt god mad og rigeligt af den. Da vi skulle have kaffe, spurgte han om vi ville have Betanzosvand i kaffen. Jo tak, det ville vi da gerne – det viste sig at være en slags brændevin. Vi fik lige en ekstra tår “til at skylle koppen med”,  da vi var færdige med kaffen. Alt det til 16 Euro – 120 kroner! Så vaklede vi videre rundt i byen, indtil det var tid at tage bussen “hjem” til Sada igen.

Vi mødte et engelsk sejler-par, som vi også lige traf på sidst på sæsonen sidste år. De har som vi, haft båden til at overvintre her i Sada. Mike og Ross (Roselyn) er hyggelige mennesker, som vi har socialiseret med den sidste uges tid. De har planer om at sejle til Lissabon og overvintre båden dér, når deres sejlsæson er slut, så det kunne se ud til, at vi kommer til at følges ad en bid vej. Vores planer er foreløbig at sejle langs de galisiske Riás Bajas, ned langs Portugals kyst med stop i Porto og Lissabon. Ende i Lagos i Portugal (Algavekysten), hvor Leifs bror, svigerinde og døtre ankommer sidst i juli, og hvor vores søn Jakob, svigerdatter Annfríd og nu TO børnebørn, Noa og Elias, også kommer til, i starten af august, hvor de har lejet et feriehus i nærheden af Lagos. Herefter er den foreløbige plan at sejle op ad floden til Sevilla i Spanien, hvor vi evt. vil overvintre båden. Den foreløbige løse plan er at være hjemmefra i ca. 5 måneder og tage hjem igen i starten af oktober. Hvad der så skal ske, har vi endnu ikke lagt os fast på.

Sæsonslut 2015

I sidste blogindlæg lå vi for anker ved Mugardos – en lille by nær El Ferrol. El Ferrol er med sine 70.000 indbyggere i galisisk målestok er en af de større byer og har i gamle dage været en strategisk beliggende havne-, skibsbygger- og flådeby. Samt general Francisco Francos fødeby – han var jo et lidt tvivlsomt eksemplar af “byens berømte sønner”. Store nye boligblokke i udkanten af byen peger på fremgang og aktivitet, og havnen er inden for de seneste år blevet udbygget.
Mugardos er en mindre by med ca. 5.500 indbyggere. Havnefronten ser flot ud på afstand, men tæt på fortæller det en alt for sædvanlig trist historie. Mange lukkede butikker, engang så smukke huse som nu er nedrivningsværdige, ikke meget liv. På havnen står skilte, der viser hen til turistinformationen, som viste sig at være et forladt skur, hvor eneste “turistinformation” var bådtiderne til og fra El Ferrol – i sommermånederne! Ikke desto mindre er byen udstyret med en meget flot strandpromenade og lækker sandstrand med glimrende bade- og toiletfaciliteter, som også ser ud til at blive flittigt brugt af de lokale. Selve byen ligger op ad bakke omme bagved. Det summende byliv var hurtigt overset, vi fandt dog et supermarked og et “vandhul”.
Mugardos samt et par smålandsbyer ligger i en smuk bugt, som giver følelsen af at ligge i en skovsø. Her er stille og roligt, selvom trafikken er livlig af alskens både lige forbi “vores skovsø” i form af slæbebåde, tankere, fiskerbåde og hvad har vi, på vej til den store havn i El Ferrol.
Læser man diverse guidebøger, siger de alle samstemmende, at El Ferrol ikke er umagen værd at besøge, men vi besluttede os for at gøre byen til et udflugtsmål alligevel. At finde busstoppestedet i Mugardos var i sig selv en udfordring – man skilter ikke med det, eneste mistanke om, at der måske kører en bus lige herfra, er flokken af mennesker, der står og venter på noget ……… samt et lillebitte mærkat med bustiderne, klistret op på en butiksrude.
El Ferrol blev en god oplevelse, guidebøgerne til trods. Vi beså kirken Concatedral de San Siao, og lige i nærheden ligger der en stor markedshal med både kød og fisk. Vores tænder løb i vand, da vi i en af kødboderne fik øje på noget, der lignede kæmpeflæskesvær.

Kæmpe flæskesvær på markedet i El Ferrol

Selvfølgelig skulle vi købe nogle og sætte tænder i dem. Spanierne må åbenbart bruge flæskesværene på en anden måde end vi gør eller have et ekstra kraftigt spisestel, for disse her var både hårde og seje, og vi havde ikke lyst til at brække tænderne på dem. De blev først spiselige efter en ordentlig tur på stegepanden ombord på Grace. Pladsen Plaza de Amboage var en smuk plads, omkranset af typisk galisiske huse med deres udvendige glasverandaer, nogle dog i en ynkelig forfatning. Pladsen bliver flittigt brugt både af cafégæster og legende børn. Kvarteret A Magdalena er et gammelt galisisk kvarter med de typiske huse, og hele kvarteret her minder meget om La Coruña. Det viste sig, at der såmænd er spændende steder nok at bese i El Ferrol, men vi kunne ikke nå det hele.

Typiske galiciske husfacader i El Ferrol

Til gengæld fik vi til frokost en fantastisk, typisk galisisk suppe: Lentejas, som er kogt på grønne linser, løg, hvidløg, laurbærblade, tomater, grønne peberfrugter, flæsk og chorizopølse. Opskriften blev efterfølgende googlet og efterprøvet hjemme på Grace – og der er tilsyneladende lige så mange opskrifter som der er husmødre ….
En af dagene tog vi gummibåden til en lille bådeslip på den anden side af vores skovsø, men havde forregnet os lidt med lavvandet. For det viste sig at være temmelig vanskeligt at komme i land fra gummibåden – men vi kunne da i vandet se mange interessante muslinger, østers og søanemoner. Enden på ilandstigningen blev klassikeren: af med strømper og sko, så forhale gummibåden ind til slippen. Vi gik en dejlig tur forbi fort Castillo de la Palma, som har sin makker Castillo San Felipe på den anden side af ria’en, og hvor vi havde ligget ud for før. Dette fort var dog lukket, så vi fortsatte traveturen ud til spidsen af pynten, hvor den fine asfalterede vej blev erstattet af en grusvej. Hele vejen ved strandkanten kunne man se folk grave løs efter muslinger. På vej tilbage ad den ellers øde grusvej blev vi mødt af et kompagni soldater i iført fuld kampuniform og våben, mindst 100 mand i rask march, med deres sergenter til at holde øje. Et øjeblik troede vi, at vi var kommet med i en eller anden filmoptagelse – “Soldaterkammerater på tur” eller hvad det nu var disse film hed! Vi kom til at tale om, at det egentligt var underligt, at vi ikke var blevet tjekket af en eneste myndighed, siden vi kom til La Coruña for nogle måneder siden …. men et par timer senere dukkede der et stort skib op på siden af os: “Guardia Civil” – panserbasserne ville se skibspapirer, pas, logbog etc. Faktisk tog de hele molevitten med om bord på deres skib for at kontrollere det. Vi håbede jo så bare på, at de ikke sejlede væk med det hele…

Politiet kom på besøg

Desværre er de mange ria’er med øde bugter og vige her på den galisiske kyst ideel for narkosmugling fra Sydamerika, så det er jo ikke mærkeligt, at politiet er oppe på dupperne. Vi slap dog for videre tiltale, panserbasserne var søde og venlige – og vi undlod pænt at komme med dumme panservittigheder …..
Vores oprindelige plan med at fortsætte vores sejlads østpå mod Viveiro røg i vasken pga. risiko for modvind begge veje, så nu begyndte turen så småt retur mod vores vinterhavn i Sada. Der er en del projekter med at gøre båden vinterklar, inden vi forlader den. Vi vendte derfor næsen mod Sada, men som de økonomisk bevidste mennesker vi er, besluttede vi os for at lægge anker i bugten ved stenmolen ud for Sada i nogle dage. Her havde vi ligget før, og det havde været godt. Denne gang gik det dog lidt anderledes: mange dønninger, så båden rullede temmelig meget. En af dagene tog vi gummibåden ind for at handle. Af hensyn til vægtfordelingen i gummibåden når båden skulle trækkes op på stranden, sad Iris helt ude agter. En stor bølge kom og gav Iris en “skyller” med saltvand og sand hele vejen ned ad ryggen og rygsækken. Da Leif steg ud for at hale gummibåden op på stranden, kom der lige to bølger i rap, som slog benene væk under ham – og hvad værre var: mobilen i lommen blev gennemblødt. Og død. Det har været et ømt syn at se os handle ind i byen, dyngvåde og helt tilsandede. Efter denne oplevelse gik vi i havn, havnepenge eller ej! Utroligt nok vågnede Leifs mobil op fra de døde igen efter 2-3 dage – vi havde ellers afskrevet den!
Den første uges tid i Sada gik med at gøre båden klar til vinter: hive sejlene ned, tage luften ud af gummibåden, tjekke batterierne etc. Jo, der var nok projekter at få tiden til at gå med. Sada er i grunden en meget rar by, når man som vi har ligget der gennem længere tid. Der er faktisk hyggelige områder og dejlige butikker. Én af dem var et charcuteri, der bl.a. handler med tørrede skinker (de hang overalt under loftet) og lækker galisisk ost. Vi ville prøve osten og gik ind i butikken. Dér i et hjørne sad en udstoppet gammel bedstefar ubevægelig på en stol. Da vi kom der igen et par dage senere fordi vi havde spist osten, sad han der sør’me endnu, i samme stilling og iført samme tøj. Men udstoppet var han nu ikke: han bjæffede ordrer til sin sagesløse søn og svigerdatter (eller hvad-de-nu-var), hvis en af dem formastede sig til at opholde sig for længe i baglokalet eller kælderen, når der var mange kunder i butikken.

Travetur i eucalyptusskoven

Stenkors, dem står der rigtig mange af i landskabet

Den sidste uge i Galicien ville vi lege turister. Leif havde lejet en bil i lufthavnen i La Coruña – det viste sig at være en hvid Mercedes. Tja, hvad kan man få for en tusse om ugen? Tanken var at aflevere den til biludlejningsfirmaet igen i lufthavnen, i forbindelse med at vi skulle flyve hjem.
Første tur som bilist gik til en lille fiskerby Pontedeume, halvvejs mellem La Coruña og El Ferrol. Her ligger nationalparken Parque Natural Fragas do Eume. På vejen til Pontedeume kørte vi ad kystvejen og kom ud til en pynt med et naturområde, vi ikke havde set omtalt noget steds. Her gik vi en flot tur højt oppe på klipperne med udsigt lige ned på de frådende bølger, der bragede ind mod klipperne. Hvordan mon dette sceneri ville tage sig ud i hårdt vejr? – nu var det stille vejr og flot solskin!

En rolig dag langs Biscayens kyst

Atlanterhavsdønninger med La Coruña i baggrunden

Pontedeume er en hyggelig lille by, men vi kørte mod naturparken, hvorfra der skulle gå en lille vej op til et ældgammelt kloster Mosteiro de Caaveiro. Klostret er højt beliggende mellem to floder. Vi kørte og kørte ad skovvejen, dybt ind i naturparken. Endelig kom vi til den bro, hvor man skulle gå over floden Eume for at gå ad en sti op til klostret. På parkeringspladsen så vi en ung mand iføre sig slips (for at gå op ad en sti til et gammelt kloster??), han virkede lidt malplaceret her med sin hvide skjorte, sorte vest og nypressede bukser. Senere overhalede han os på stien, iført laksko og bærende på en lille æske. Leif mente, at han lignede grangivelig en brudgom, og ganske rigtigt: da vi nåede op til klosteret, var en fotograf i fuld gang med at forevige den unge mand og hans brud! Det var i øvrigt et meget smukt sted, både klosteret og omgivelserne.

Brudepar poserer for fotografen på Mosteiro de Caaveiro

Næste sightseeing var byen Lugo som ligger lidt inde i landet og har ca. 100.000 indbyggere. Byen blev grundlagt ca. år 25 af Fabius Maximus Paulo og er kendt for sin intakte bymur fra romertiden, den eneste af sin art, som er bevaret i sin fulde længde. Man kan gå dels rundt om, dels ovenpå bymuren, en tur på ca. 2½ km.

Bymuren i Lugo

I bydelen inden for murene ligger der mange gamle huse, desværre mange i en miserabel tilstand. Det virker dog, som om myndighederne er gået i gang med et større restaureringsprojekt mange steder for at bevare disse førhen så flotte huse. Hvad hjælper det, når en renovering skulle have været startet op for 50 år siden? Ind i mellem disse gamle huse var der også smækket nye grimme bygninger op.

Fredagsmarked i Lugo, bønderne kommer ind fra oplandet

Vi undrede os lidt over, at myndighederne giver lov til det og ikke prøver på at bevare det gamle miljø. Der ligger også mange gamle, forfaldne huse udenfor bymuren, og til vores forundring er flere af dem stadig beboede.

Bymuren i Lugo med Catedral de Santa Maria

Smukt frescoloft i Santa Maria, Lugo

I Lugo besøgte vi Catedral de Santa Maria, som er meget inspireret af katedralen i Santiago de Compostella. Her i byen gør man meget ud af påskeoptog, og inde i kirken fik vi øje på en transportabel “Den sidste Nadver” – anbragt på en ladvogn af samme slags, som man ser på bondegårdene. Meget praktisk, når hele optrinnet skal transporteres byen rundt!

Den sidste nadver udsat for gummivogn

Næste dags udflugtsmål blev byen Betanzos, som ligger i bunden af Ria Betanzos. Byen har ca. 13.000 indbyggere og er således ikke helt lille. Den gamle bykerne ligger godt op ad bakke med flot udsigt over landskabet, og skulle være noget af den ældste, velbevarede i Galicien. Igen en hyggelig by, som vi fik travet tynd. Her er der to kirker, som er seværdige: Santa Maria de Azougue og San Francisco, og pladsen Praza dos Irmáns Garcia Naveira.

Et kloster, vi passerede på vejen

En af dagene kørte vi tur langs kysten, fra Sada østover mod Cariño, og på ruten var der den ene “mirador” efter den anden – udsigtspunkter. Men vi måtte på et tidspunkt stige stop med at holde ind alle steder, for ellers var vi aldrig kommet videre. Ét sted reklamerede man med ruiner for et ældgammelt kloster, vi kørte forbi og traskede rundt, hvor var de ruiner? Indtil vi fik øje på en bunke sten, med et stort kors i midten – så meget for det! Flot med den barske kyst og de rullende bølger ind mod land. Kystbjergene her er de højeste i Sydeuropa, op til 5-600 m, som man i perioder kører nærmest på toppen af med en fantastisk udsigt over Biscayen.

Mod øst over kysten af Biscayen

Som billederne lader antyde, havde vi fantastisk flot novembervejr: Højt klart solskin og 20 grader. Et sted på vejen i en lille by Pedro holdt vi ind for at spise frokost. En søndagssøvnig by – men hold op et leben på den lokale restaurant. Hér mødes man åbenbart om søndagen, får sig en lille en til halsen og en sludder. Meget sjovt at falde ind et lokalt sted – vi prøvede naturligvis at falde ind med de lokale.

Fyret på Capo Ortegal

Capo Ortegal, udsigt langs kysten

Turen hjemover gik via Cabo Ortegal med sit store fyrtårn, over Ortigueira og gennem bjerglandskabet Sierra de Faladoura. Det ene fantastiske naturskønne syn efter det andet – og der var én ting, de her har masser af: vindmøller! Så brokker vi os herhjemme over vores vindmølleparker – heroppe er hele bjergrygge plastret til med dem!

Vindmøller på toppen af Sierra de Faladoura

Santiago de Compostella besøgte vi endnu engang – vi havde været der den 25. juli, på apostlen Jakobs fødselsdag, hvor man hverken kunne komme frem eller tilbage i byen for pilgrimme og andre turister. Så vi havde hurtigt vendt næsen hjemad mod båden igen. Nu var her til gengæld dejligt fredeligt, måske hjalp det lidt, at vi havde gråvejr og støvregn. Vi deltog i en pilgrimsgudstjeneste i katedralen, og det var en dejlig oplevelse, selvom vi nu ikke forstod ret meget af det, der blev sagt.

Orglet i domkirken i Santiago

Vi gik rundt og indsnusede stemningen i gaderne, her kan man sagtens bruge masser af tid på bare at gå rundt i de gamle gader og pladser.

Gadebillede fra Santiago

Dette var enden på vores 2015-togt. Så meget sejlads som vi havde tænkt os, blev det nu af flere grunde ikke til, men vi har haft en dejlig tid med store oplevelser her i Galicien. Vi har jo rejst en del rundt i Skotland og Irland, dels på campingtur i vores yngre dage og nu via søsiden. Galicien har på mange måder været noget helt nyt for os: et andet klima, en anden natur, en anden madkultur og ikke mindst: et andet sprog – men stadig søde og rare mennesker. Næste år planlægger vi at “runde hjørnet” og sejle til Rias Baixas – den sydvestlige del af Galicien, langs Portugals kyst og ned til Algavekysten. Hvad vi gør derfra, står åbent: måske Madeira, måske Kanarieøerne?

Efterår i Galicien

Efteråret i Danmark blev for os en lidt mærkelig tid: både travl og afventende. Vi holdt vores rubinbryllup med en dejlig familie- og vennekomsammen. Vi fandt også et sommerhus at bo i, til når vi kommer hjem fra Spanien, og det fra en lidt uventet kant: Leif havde postet et “nødråb” på bl.a. FTLF’s facebookgruppe, og minsandten var der bid: et par, vi ikke kendte i forvejen, tilbød at vi kunne leje deres sommerhus i Kulhuse. Vi tog derop og beså sommerhuset, som var helt fint. Vores indbo skulle pakkes i flyttekasser, og vi gik som løver i bur og ventede på kasserne, så operationen kunne gå i gang. Omsider kom de, og vi fik travlt. Nogle møbler, der ville være for store i vores nye lejlighed, kom vi også af med. Mange praktiske ting at tage sig af! Vi havde et “hjemløseproblem” på fem dage, fra vi afleverede lejligheden til vi skulle retur til båden i Spanien, men Leifs faster i Slagelse var så sød at lægge hus til.
Omsider den 5. oktober fløj vi til Spanien og blev lykkeligt genforenet med vores båd og opklaret vores betalingsproblemer med vores flinke havnekontordame Anna. En aftale med hende om at dele to måneders havneleje op i to perioder var glemt, da vi skulle flyve hjem, og Anna var på ferie. Marineroerne mente, at vi skulle betale havneleje også for den periode, hvor båden lå i La Coruña. Det syntes vi jo ikke var rigtigt. Tilsyneladende kunne de ikke rigtigt finde ud af noget uden Anna!
I Sada fik vi besøg af gamle venner: Sara og hendes søn Jacob, som havde gået Caminoen og nu var nået til Santiago de Compostella 60 km fra Sada. Det var jo hyggeligt med besøg hjemmefra.

Sara og Jacob hygger i cockpittet

Efter at have ligget i Sada en uge, ville vi gerne sejle videre. Det var dog lettere sagt end gjort: da vi startede motoren for at tøffe ud af havnen, skød båden den imponerende fart af 1 knob. Forklaring: rurer og muslinger på propellen! Forsigtigt og med stærkt begrænset manøvreevne måtte vi prøve at komme over på den anden side af ria’en, hvor vi kunne lægge anker og Leif hoppe i vandet for at skrabe rurerne af. Dette stykke på 1,4 sømil tog en times tid, så vores planlagte tur til El Ferrol ca 10 sømil væk kunne jo godt tage sin tid! Vandet var 16°C, så det var ingen fornøjelsestur at hoppe i, men operationen lykkedes da, så vi ankom til en fin ankerplads udfor Castillo de San Felipe og landsbyen San Felipe før indsejlingen til El Ferrol. Leif måtte dagen efter genoptage operationen med propellen, og vores træpaletkniv blev noget afkortet. Sådan nogle rurer er nogle skarpe fyre.

Castillo San Felipe

Castillo San Felipe

Gummibåden blev klargjort, så vi kunne komme i land og besøge Castillo de San Felipe, som er et stort fæstningsværk. Dette fæstningsværk har en “makker” lige på den anden side af ria’en – Castillo de la Palma. Det var så snedigt, at man i hine tider kunne sejle en lang kæde over til det andet forsvarsværk og dermed effektivt afspærre indsejlingen for uønskede gæster ind til den store by El Ferrol. Nu om dage er det kun turister, der færdes her. Fæstningsværket var for øvrigt flot oplyst hver aften. Vi tøffede ind til en meget belejlig stenbro med trapper ud for den lille landsby San Felipe – her kunne vi parkere gummibåden og gå i land. Da vi skulle til at lægge til ved siden af stenbroen, sagde gummibåden pludseligt psssssssssssss, og luften strømmede ud af den ene af de to luftfyldte pontoner, som holder båden oven vande. Iris prøvede forgæves at lukke hullet med hænderne, så vi foretog i bedste Anders And-løber-ovenpå-vandet-stil et hastigt tilbagetog til Grace! Hvad gummibåden havde ramt på siden af broen, fandt vi aldrig ud af, men en fem cm. lang flænge som skåret med en kniv blev det til.

Gang i lappegrejet til gummibåden

Heldigvis lod hullet sig lappe, og indtil videre holder det. Men vi må nok se i øjnene, at vores gummibåd er på sin sidste sæson – luften siver også lidt fra ventilerne, så Leif flere gange har måttet give den kunstigt åndedræt. Og for en sikkerheds skyld har vi de sidste gange altid taget pumpen med på tur! Gummibåden har “kun” holdt i 15 år og er købt i Netto – af alle steder! Når vi ligger for anker, er gummibåden jo vores livline til land, så den er temmelig vigtig for os.
Dagen efter kom vi da ind til borgen, hvor der sad en enlig kustode og kedede sig. Borgen er et flot og imponerende bygningsværk.

Landsbyen San Felipe

Vue fra Castillo San Felipe

Siden travede vi tur igennem landsbyen San Felipe, hvor der intet foregår. Det var som om “der var engang” svæver over hele foretagendet. Der ligger et stort fabriksanlæg, hvor der engang har været fiskeindustri – nu tomt og i forfald. En bygning rummede en café, som har været lukket i flere år. Men stedet er kønt og charmerende, de fleste huse er velholdte og smukke. Vi gik langs vejen ved landsbyen og højere op og endte ved en udsigtsplads, hvor der er en flot udsigt over El Ferrol. Udsigtspladsen kunne man se, var velbesøgt af homo sapiens: der var affald af forskellig slags, lige fra øldåser til kondomer ……

Travetur over landsbyen San Felipe. Find Grace!

Vi observerede flere småbåde udfor San Felipe, der udførte det samme mystiske ritual hver formiddag: fiskerne stod i deres både holdende på lange tynde stænger, hvor der for enden er noget, som mest af alt ligner en stor frugtplukker. De hakker med stor kraft nede på bunden. Hiver frugtplukkeren op af vandet og kigger efter og sorterer noget fra. Endda var der nogle, der iført vaders stod i vandet og udførte samme proces.

Der graves efter muslinger

Ved lavvande graves der muslinger på stranden

Muslingegraver i aktion ved lavvande

Hvad det var, de så ivrigt krattede op fra bunden, fandt vi ud af senere: En rundvandring i Mugardos nogle dage efter bragte os forbi en bygning på havnen, hvor der stod kurve fulde af forskellige slags muslinger. Hjertemuslingerne kender vi i forvejen, men de andre ved vi ikke, hvad hedder. Men helt tydeligt foregår der en indsamling ved lavvande af disse muslinger, som så indvejes og afregnes. Vi har set dem falbudt i de mange fiske- og skaldyrsrestauranter, som er på hver andet gadehjørne.

Resultatet af muslingegraveriet. Hjertemuslinger til højre, de andre kender vi ikke navnet på

Da vi havde ligget ved San Felipe i nogle dage, fortsatte vi østover mod Cedeira. Vindretningen havde i lange perioder været østlig, så vi fik jo kærligheden at føle med modvind de 28 sømil der var derhen. Ikke nok med høje bølger og modvind: da vi nærmede os indsejlingen til ria’en, blev vi mødt af vindstød op til 18 m/s – altså kuling. Det var som om bjergene omkring indsejlingen virkede som en accelerationszone for vinden. Vi var glade for at komme ind til Cederia, det var som at komme ind i en skovsø, dog stadigvæk med ordentlige vindpust. Undervejs var vi kommet til at følges med en fransk katamaran, og det viste sig, at den også var landet i Cedeira.
Da vi dagen efter tøffede med gummibåden ind til en ståltrappe der førte op til vejen, traf vi på de to katamaransejlere, Serge og Elysa, som også var på vej de få hundrede meter ind til centrum af Cedeira. Vi stødte igen på dem på en café i Cedeira, da de havde hjulpet os på plads med vores gummibåd, så vi satte os ned og fik en kop kaffe og en vældig sludder. De var på vej tilbage til Bretagne, efter at have sejlet langs noget af Galicien, Portugals kyst og ned til Algavekysten. Vi blev inviteret på en drink dagen efter ombord på deres katamaran. Meget hyggeligt samvær, hvor vi også mødte Oliviér og Isabella – venner af Serge og Elysa. De var kommet til Cedeira dagen efter med deres båd og var på vej til Polynesien. Vi fik mange gode tips af Serge og Elysa. Hold da op, den katamaran er jo nærmest et hus: stuen er udstyret med sofaarrangement og lydanlæg, potteplanter, nips, et stort køkken, og i hver af pontonerne er der stort soveværelse og badeværelse! For de indviede: Det var en Lagoon 430. Dagen efter kom de over på vores båd til frokost. Her fik Leif yderligere gode tips af Serge, og jeg fik vristet den gode opskrift på en choritzo-kage (nærmere en slags terrine) ud af Elysa. Det er jo lidt mærkeligt, at man som sejler møder mennesker, som man får en god kontakt med i nogle få dage, siden skilles ens veje. Måske holder man kontakt på facebook og følger hinanden der, eller også hører man aldrig fra dem igen. Vi fik en SMS fra dem, da de var velbeholdent tilbage i Bretagne.

Et par sorte svaner holdt til i floden gennem Cedeira

Cedeira er en by med ca. 7400 indbyggere. En flod deler byen i en gammel bydel på den ene side og en ny på anden. Husene i den gamle bydel er meget charmerende og de fleste er velholdte, bygget i rigtig galisisk stil med deres store overhængende glaskarnapper. En stor fiskerihavn er der også, men ingen marina.

Spanierne er et søfarende folk – i store såvel som mindre fartøjer!

Besejlingshåndbøgerne skriver, at byen er god for sejlere, men at man ikke gør noget for dem. Dette måtte vi sande, da vi var ved at løbe tør for ferskvand. Vi gik ud fra som en selvfølge, at et eller andet sted på havnen eller på en stor P-plads, hvor der faktisk holdt en del campingbusser, måtte der være en vandhane. Men nej! Vi gik hele havneområdet rundt uden at finde en eneste vandhane! Vi tog gummibåden helt over til den store fiskerihavn. Omsider, på en overdækket plads med et kæmpestort stenbord, hvor fiskerne måske renser fisk, fandt vi en vandhane med en vandslange. Og det var drikkevand, men ikke muligt at fylde vandtanken op på båden derfra. Så vi måtte fylde en 10 liters vanddunk og sejle den i triumf tilbage. Vi fandt en café lige ved vores landgangstrappe – her gik vi ind med to vanddunke á 10 liter og fik fyldt dem op af den flinke dame derinde. Måske hjalp det lidt, at det øsede ned, så vi har set tilpas ynkelige ud iført vores regnudstyr og to tomme vanddunke! Heldigvis fandt vi senere en vandhane i nærheden af centrum, lige ved floden. Det blev da til nogle ture med at traske frem og tilbage med vanddunkene – og folk kiggede underligt efter os! Efterhånden fik vi da fyldt 110 liter på vandtanken. Vi blev rigtigt gode til at spare på vandet: vi har en vandhane ved vores anden køkkenvask, som kan omstilles til at bruge saltvand, så den bliver nu flittigt brugt til afskylning af opvasken.
Her i Cedeira fik vi også mulighed for at gå et par fine traveture.

Indsejlingen til Ria de Cedeira

Ria de Cedeira med Grace i midten

Udsigt fra Ermida de San Antonio de Coriseiro

Kapellet Ermida de San Antonio de Coriseiro

En af turene gik op til et gammelt kapel – Ermida de San Antonio de Coriseiro, flot udsigt herfra. En anden tur gik ud til et fyr – Faro Punta Candieria, ca. 10 km fra Cedeira.

Meget malerisk, forfaldent hus i landsbyen Trasimonte, som vi travede igennem

Vi gik ad en lille vej derop – sej tur, og vi fandt ud af, at vi altså ikke behøvede at trampe helt ud til fyret, for så skulle vi gå de 250 meter ned, vi lige var kommet op i niveau og siden klatre 250 meter op igen ad vejen.

Vue vestpå langs kysten

Da vi var 1,5 km. fra fyret, hvor vejen begyndte at gå nedad, fandt vi et fint udsigtspunkt.

Udsigt mod vest på vej ud til Faro Punta Candieria

Ved vejs ende – Faro Punta Candieria, her mod øst

Faro Punta Candieria mod vest

Fantastisk udsigt over havet og den lange kystlinie, med forræderiske klipper, som bølgerne smadrer ind imod. Flot natursceneri!

Forårskrokus? Nej, det er “nøgne jomfruer”, som blomstrer om efteråret, når bladene er visnet

På vejen tilbage lige før vores landgangstrappe, holdt vi ved caféen og fik en stor fadøl – den gjorde godt helt ned i vores ømme fødder. Og endnu engang fik vi fyldt vores to vanddunke hos den flinke cafédame – vi havde været smarte nok til at tage dem med i gummibåden!
Da Cedeira efter en uges tid var godt udforsket, var tiden kommet til at træffe en beslutning: Videre østpå eller tilbage vestpå. Vejrudsigterne stillede os endnu et par dage med østlige vinde i udsigt, hvorefter vinden skulle gå mere i vest og syd. Oprindelig plan: Gå østpå til Viveiro og derefter tilbage til ‘vinterkvarteret’ i Sada ville indebære modvind – og mere modvind. Så beslutningen blev: Tilbage til Ria de Ferrol med en ny ankerplads udfor Mugardos, hvor vi i skrivende stund ligger godt og trygt.

Mange huse mangler desperat vedligeholdelse

La Coruña og omegn

Vi må indrømme, at siden vores sidste blogindlæg den 23. juni, har vi ikke bevæget os ret langt uden for La Coruña – sejladsmæssig er det højst blevet til noget i omegnen af 12 sømil! Men til gengæld er der sket så meget andet.

Rådhuset i A Coruña i smuk aftenbelysning

Indgangsportal i en af de gamle kirker i A Coruña

Verdensdommen – relief i gammelt nonnekloster

Vores første destination væk fra La Coruña blev den lille by Redes i Ria de Ares. Ria’erne er en slags fjorde, og dem er der masser af i Galicien, både på nord- og vestkysten, mange af dem med gode muligheder for at ligge for anker. Vi valgte at bevæge os rundt her i de nærliggende ria’er omkring La Coruña, da vi ventede besøg af vores søn, svigerdatter og barnebarn i midten af juli.

Redes set fra vores ankerplads i bugten

Redes er meget charmerende med mindst tre restauranter, velholdte gamle huse, smukke omgivelser, alt emmer af fred og ro. Her ligger også hele tre sandstrande, som blev flittigt besøgt af de lokale. Vi gik et par ture her og nød det dejlige vejr i fulde drag – vores første “rigtige” lokale sted, uden for storbyens larm og menneskemylder.

Redes er en usædvanlig velholdt lille by

Smukt hus i vandkanten

Dog oplevede vi at blive snydt så vandet drev på en lokal restaurant – vi er overbevist om, at der stod “turister” bøjet i neon tværs over vores pander, og dét får man lov til at betale for!

Et kig over bugten ved Redes

Som bekendt intet paradis uden en slange: Leif opdagede, at motoren dryppede smøreolie, og olierøret så lidt tæret ud. Udstødningsbøjningen havde saltaflejringer, hvilket kunne tyde på, at den var tæret. Vi følte os ikke helt trygge ved at lade som ingenting og sejle videre, så vi besluttede os for at opsøge et værft, som kunne vurdere og reparere skaden. Vi lettede anker og sejlede de 4 sømil til den sammenvoksede by Fontán/Sada ved Ria de Betanzos. Her ligger Club Nautico de Sada, som er en ret stor havn og hvor der ville være hjælp at hente. Vi lå for anker i bugten i nogle dage og tøffede ind til byen med vores gummibåd. Her fandt vi et værksted, som kunne være os behjælpelig med at bestille de nødvendige reservedele og som havde mekanikere, der kunne montere dem.

Besøg på ankerpladsen: Jack fra England kom om bord med sin rejseledsager: En vovse

Alt så lovende ud: den ledende dame på kontoret talte et udmærket engelsk og forstod hvad det drejede sig om. Hun ville bestille reservedelene, og når de om et par dage var kommet hjem, måtte vi lægge os i værftets marina og få fejlene udbedret. Leif havde dog en underlig mavefornemmelse …… som kom til at holde stik: der blev lidt for mange “mañana’er” undervejs. Dels måtte Leif selv finde ud af, hvilke bestillingsnumre de enkelte reservedele havde, dels havde damen en fridag og havde ikke bestilt delene alligevel, de øvrige ansatte talte et yderst mangelfuldt engelsk – det ene med det andet.
Nu vi var her alligevel, forhørte vi os på havnekontoret i lystbådehavnen Club Nautico de Sada om priser for at have båden liggende en måned, når vi i august skal hjem. Det viste sig, at her koster det kun det halve af, hvad vi gav i Marina Real i La Coruña. På vores forespørgsel om, hvad der er at se i Fontán/Sada, svarede den venlige og udmærket engelsktalende kontordame “Tja, der er faktisk ikke rigtigt noget – man skal helt til byen Betanzos 15 km. væk.” Da vi senere gik tur i byen, måtte vi give hende fuldstændig ret: der er absolut intet at komme efter! Moderne beboelsesejendomme, butikker og enkelte gamle huse, som for længst er over fordums storhed. Alenlang strandpromenade, flot ganske vist – og en velassorteret Carrefour, et supermarked fra en stor fransk kæde. Men her handlede vi da også flittigt.
Midt i det hele fik vi at vide, at Leif’s onkel Hans Christian var blevet indlagt, og at det så ikke lovende ud. Et par timer senere fik vi besked om, at han var død, og vi forberedte os på at tage hjem til begravelsen. Vi gik i havn og fik lavet en aftale med havnekontoret om at ligge der nogle dage. Senere, når vi skal flyve hjem i august, vil vi efterlade båden her. Vi var hjemme en uges tid i forbindelse med begravelsen, og det blev en stærk oplevelse at være sammen med hele familien om at tage afsked med et kært familiemedlem. Det skulle også vise sig, at mange andre praktiske ting også blev klaret i den tid, vi var hjemme.
Vores lejlighed i Hillerød har været til salg i over 6 måneder, uden at det blev et tilløbsstykke. Mens vi var hjemme, fik vi besked fra ejendomsmægleren om, at en interesseret køber var på banen. Ville vi møde op på ejendomsmæglerens kontor søndag aften? Det gjorde vi – og lejligheden blev solgt! Mandag eftermiddag skulle vi tilbage til Spanien, men i løbet af søndagen havde vi set en annonce på nettet for en lejlighed på Amager. Den så lovende ud, så vi lavede en aftale med ejendomsmægleren om besigtigelse mandag formiddag, et par timer før vi skulle være ude i lufthavnen. Vi kom, vi så og vi købte! Resten er praktiske detaljer. Men hvorfor skal det somme tider gå så hæsblæsende? Nu har vi solgt vores lejlighed pr. 1. oktober, overtager den nye pr. 1. januar og står med et “husvildeproblem” i et par måneder. Vi tager hjem til Danmark midt i august og rejser tilbage til Spanien til vores båd ca. 5. oktober. Så tager vi hjem igen i midten af november og bliver hjemme i en periode. Eller rettere hjem hvorhen? Vi håber, at vi fra midt i november til midt i januar kan finde et passende sommerhus eller en lejlighed, indtil vi kan flytte ind i den istandsatte lejlighed på Amager. Og alt vores jordiske gods skal vi have opmagasineret imens.
Vi var vi fra værftets side i Fontán/Sada blevet stillet i udsigt, at reservedelene til båden var kommet hjem når vi var retur, og at en mekaniker ville møde op på båden tirsdag kl. 10. Da vi kom tilbage til havnen om mandagen, viste Leifs mavefornemmelse fra start af desværre at holde stik: reservedelene var ikke bestilt. Kunne vi ikke lige vente et par dage mere? Men nu var vores tålmodighed brugt op, og vi sejlede tilbage til Marina Real i La Coruña.
Så havde vi den store glæde, at vores søn Jakob, svigerdatter Annfríd og barnebarn Noa ankom til La Coruña i juli for at være sammen med os i 12 dage. De unge boede på hotel i byen, med en flot badestrand lige overfor hotellet. Vores båd er alt for lille til at rumme så mange mennesker, og slet ikke med sådan en lille purk.

Morgenmad i cockpittet

Det blev fantastisk dejligt at være sammen med dem og ikke mindst det lille vidunder Noa. Vi havde talt meget om, hvor flot vejr vi havde haft her i Spanien, men netop i den periode hvor de var her, fik vi blandet vejr. Dog ikke værre, end vi fik gode oplevelser sammen.

Travetur med Noa på ryggen

Farfar tager over

En af dagene tog vi til Santiago de Compostella, på apostelen Jakobs fødselsdag. Der var i den forbindelse byfest med et leben uden lige, og vi gamle blev enige om at tage derhen engang til efteråret, hvor der bliver mere tid og ro til fordybelse i domkirken og hvad der ellers er at se.

Domkirken i Santiago de Compostella

En køretur til byen Laxe og en travetur rundt i omegnen af Malpica blev det også til. I La Coruña afholdt de middelalderfestival i den gamle bydel i en hel uge, med masser af gøgl, optrin og boder med alskens ting og sager. Noa blev noget betuttet over alle de mennesker på gaderne. Specielt da et hold mænd klædt i middelalderdragter marcherede gennem de tætpakkede gader og spillede højt på trommer så det kunne mærkes helt ned i maven: bom-bommelom-bommelomme! Så er det godt at sidde trygt på farfars arm!

Sækkepiber og trommer til middelalderfestival

Vi fortrak til en mindre befolket sidegade! Ellers var der var bare dømt afslapning. De unge havde glædet sig til at bade, og badestrande med masser af flot sand og vand er der nok af. Problemet er bare, at badevandstemperaturen her i Galicien ligger på ca. 17-18oC! De fik dog badet, og Noa var meget begejstret for sandstranden. Hold da op, hvor er der meget krudt i sådan en lille pjort på 15 måneder!

Man skal begynde tidligt, hvis man vil blive skrap til at bruge vhf-radioen!

Da vi tog afsked med de unge i lufthavnen i La Coruña, var begge vi gamle enige om, at NU trængte vi da vist til ferie! – og en STOR fadbamse på nærmeste fortovscafé! Men det var svært at sige farvel til vores lille guldklump Noa!
Vores problem med motoren blev jo ikke løst i Fontán/Sada, og derfor henvendte Leif sig til værftet i Marina Seca, en anden lystbådehavn i La Coruña. Her fik vi motoren repareret kompetent og uden mañana’er. Nu fungerer det og alle er glade. Vi slappede af og hyggede os endnu nogle dage i La Coruña, men fik byliv nok. Efter en “langfart” på hele 10 sømil nåede vi Ares, som ligger i Ria de Ares, i nærheden af Redes. Byen Ares rummer knap 6.000 indbyggere og har store flotte strandområder. Det er en rigtig hyggelig by med velholdte gamle huse. Her er masser af liv på vandet med sejlerskoler for joller, stor lystbådehavn og en del både, der ligger for anker. “Hovedlivet” foregår dog på stranden og strandpromenaden med masser af caféer og et gedemarked af ens boder med det sædvanlige turistskrammel.

Efter en lang travetur nåede vi Bailadora med flot udsigt mod Ferrol

Nonneklosteret Santa Catalina er det første, vi har set med hoppeborg!

Disse her små huse må være til tørring – måske af deres skinker?

Men her er dejligt fredeligt i forhold til La Coruña – selvom vi nu et par dage i træk har observeret en mand iført badebukser gå rundt på en af strandene og spille sækkepibe!

Vi er kommet til citronland

Efter nogle dage tøffede vi de 4 sømil ind til Fontán/Sada og gik i havn, og så gik det hjemover til Danmark. Her bliver det først fest på fest: Først Leif’s farbrors guldbryllup i Oslo, hvor vi også genså gamle venner. Efter det holder vi fest, for i september har vi holdt hinanden ud i 40 år, og det skal selvfølgeligt fejres – rubinbryllup, kalder man det. Efter festlighederne bliver det dog hårdt arbejde: pakke hele lejligheden i flyttekasser og få indboet opbevaret, så vi kan aflevere lejligheden tom til den nye ejer den 1. oktober. Hvor vi havner, når vi kommer hjem igen til november, bliver jo spændende. Tilbage i Spanien i oktober regner vi med at sejle videre rundt i ria’erne her på nordkysten af Galicien. De kloge siger dog, at vejret sidst på året her er ret så regnfuldt. Så når vi synes, at det begynder at blive lidt for surt at sejle, har vi planer om at gå i havn, leje en bil og lege turister.